Prædikener

Her kan du se den senest holdte prædiken. De ældre prædikener står nedenunder.

Prædiken til Pinsedag 31. maj 2020, kl. 11.00

Joh. 14, 15-21

Evangelium: 
Jesus sagde: ”Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den.
I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer.
Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve.
Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer.
Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.”  AMEN

Prædiken:
Når Jesus siger: ”Jeg vil bede min far sende en anden, der kan vejlede jer og som altid vil være hos jer”, er det Helligånden, han taler om.
Sandhedens ånd, kalder han den også.
Jesus prøver af al kraft at få disciplene til at føle sig lidt mere trygge. På lidt mere sikker grund. Blive lidt mere parate til at gå ud og gøre det, som han beder dem om: at fortælle om ham… at han kom her til jord, fordi hans far i himlene sendte ham… og at han kom for at lave en ny aftale, en ny pagt, med os.

Det var bestemt ikke omkostningsfrit for disciplene at gøre det. Alle som én mistede de livet. Alle blev de henrettet på den tids mest opfindsomme og grusomme måder. De brutale drab skulle afskrække andre fra overhovedet at begynde at lytte  – og måske ligefrem leve – efter Guds nye plan med os mennesker, den nye pagt… kærlighedens pagt.

Men hvor i alverden fik de modet fra, disciplene? Jeg mener, det var jo ikke ligesom heltemod, der havde kendetegnet dem i Jesu sidste dage… da han behøvede dem allermest. Kujoner var de, hele banden. De flygtede over hals og hoved, da tempelvagterne greb deres mester og lærer. Peter bandede og svovlede på, at ham der Jesus kendte han absolut intet til, da folk genkendte ham som en af de jødiske mænd, der havde levet sammen med Jesus.

De låste sig inde i et hus i Jerusalem efter hans død. Forskansede sig… og lukkede kun nødtvungent op, da kvinderne kom og fortalte dem, at det umulige var sket: Han var stået op af graven. Påskemorgen.

I vrøvler, sagde de, gå dog hjem med jer. De turde ikke… turde ikke tro dem.

Jamen hvordan kan vi så i dag høre om, at de pludselig turde tale højt om alt det, deres hjerter i virkeligheden var fulde af: Den kærlighed, de havde set Jesus møde alle, der krydsede hans vej, med?

Jo, de fik en hjælper. Ånden. Helligånden. Den ånd, der kun kan tale sandhed. Den ånd, der – når alting ser sort og forfærdeligt ud i vores liv – pludselig kan indgyde os mod – et nyt håb – vise os et lille lys for enden af tunnelen.

Så Helligånden er ikke bare en vejleder. Den er også den kraft fra Gud, som kan hjælpe os med at sige – eller gøre – det rigtige i en vanskelig situation. Hjælpe os til at finde modet. Ganske som Jesus fandt modet, når situationen spidsede til, og det var påkrævet.

En af de historier om Jesus, som jeg igen og igen vender tilbage til, står lidt tidligere i Johannesevangeliet kap. 8,1-11. Interessant nok er den aldrig blevet fundet ”god nok” til at blive prædiken-tekst om søndagen, selvom det nok er en af de absolutte kerne-tekster i min forståelse af kristendommen.

Jeg læser den lige for jer (fra Den Nye Aftale):
Jesus tog ud til Oliebjerget, og om morgenen kom han tilbage til templet. Folk kom hen til ham, og han satte sig ned og begyndte at undervise dem.
De skriftkloge og farisæerne kom med en kvinde, der var blevet grebet i utroskab, og de stillede hende ind midt i forsamlingen.
”Rabbi”, sagde de, ”kvinden her er blevet taget på fersk gerning sammen med en anden mand, og i Loven står der, at den slags kvinder skal stenes. Hvad siger du til det”?
De stillede spørgsmålet for at få Jesus til at sige noget, som de kunne anklage ham for, men han bøjede sig bare forover og gav sig til at skrive med en finger i sandet.
Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde: ”Den af jer, der aldrig selv har gjort noget forkert, kan jo kaste den første sten”. Og så bøjede han sig igen frem og skrev i sandet.
Da de hørte det, forsvandt de én efter én, de ældste først, og til sidst var Jesus alene tilbage med kvinden.
”Hvor blev de andre af”, spurgte Jesus og rettede sig op. ”Var der ingen, der dømte dig”?
”Nej, Herre”, svarede kvinden.
”Det gør jeg heller ikke”, sagde Jesus. ”Du kan gå, men fremover skal du lade være med at gøre noget forkert”. (SLUT)

Se, jødernes religiøse verdensbillede hviler på Moselovens i alt 623 forbud og påbud. Overfor denne massive lovgivning stiller Jesus et helt enkelt forslag, der udtrykker ånden i den nye lov, eller den nye pagt, som han er kommet for at fortælle os alle – også jøderne – om.

Og som vi hørte, sidder han stille og roligt og skriver med en finger i sandet. Vi får ikke noget at vide om, hvad han skriver. Måske det ikke er så vigtigt. Måske skal han bare liige nå at tænke sig om.
Det er i al fald det, han beder præsterne om. Tænk jer nu om. Glem alle jeres bekvemme regler og love. Tænk selv! Bruge jeres sunde fornuft! Hvem af jer ophidsede, retfærdighedshungrende, lovkyndige og (uh så) belæste mænd – alle I, som kommer slæbende med denne kvinde for at få hende slået ihjel med min accept – hvem af jer kan sige, at I aldrig har forbrudt jer mod en eneste af Moselovens mange love og forbud?…

De kommer ellers med deres på det tørre, de skriftkloge og farisæerne, for de kan loven forfra og bagfra, og den er tindrende klar: Moseloven “påbyder os at stene den slags kvinder”! Og de hoverer. I al fald til en start. De si’r: Nå, hva’ så, din halvstuderede røver fra Nazaret? Ved du hvad loven siger, eller er vi nødt til at forklare dig det… altså før vi også idømmer dig din straf – for ikke at kende loven?

Her er det så, at Jesus sætter det nye bud ind: ”Den af jer, der er ren, kan jo passende kaste den første sten!”

Altså: I stedet for hovedløst, sanseløst – eller skulle man sige åndløst – at følge en religiøs manual til punkt og prikke – så såre menneskeskabt sådan nogen er – jamen så TÆNK dog selv! 
Tænk lige engang over, om du virkelig har noget at lade andre høre! Hvordan er det nu, man siger: når vi peger fingre ad andre, så peger de 3 af dem ind mod os selv!

Så, hvad Jesus vil have os til, er lige at vende et kritisk blik indad og et øjeblik overveje vore egne mere eller mindre ædle motiver for at sige eller gøre, som vi siger eller gør… sådan så vi lader os vejlede af Helligånden, før vi kaster os ud i at fælde domme over andre i Guds navn!

Men hvad så med kvinden? Kan hun – eller vi andre – så gøre lige præcis. som vi vil? Kan vi lade vore egne behov styre vore handlinger og glemme alt og alle omkring os?
Næh, for vi er alle hinandens næste! Jesus siger jo også til kvinden: ”Du kan gå, men fremover skal du lade være med at gøre noget forkert” – eller synde, som der står i den autoriserede udgave, som I kan læse i salmebogen

Her er det vigtigt at forstå, hvad synd er for noget. Synd handler ikke om at spise for meget kage, drikke for mange øller, danse på bordene ved vejfesten eller sidde en hel nat og tæve i kort… eller hvad præster og allehånde moralister gennem historien ellers har trynet folk for: Synd betyder simpelthen, at vi mennesker – alle som en – er fyldt med fejl og mangler, der gør, at vi ganske ofte er os selv nærmest! Det er et grundvilkår, vi også er skabt og født til at leve – sammen – med.

Og det er jo også derfor, at vi søndag efter søndag holder gudstjeneste her i valgmenighedskirken: for at blive mindet om, at vi altid lever blandt andre mennesker – og at vore handlinger har konsekvenser! Vi kan såre, vi kan glæde, vi kan skille folk ad, vi kan overraske, vi kan fornøje, vi kan krænke, vi kan smadre, vi kan elske, vi kan hade … vi kan så meget over for hinanden! Og alt det, vi kan overfor hinanden… det bærer vi hver især selv ansvaret for!
ANSVAR er et af kristendommens helt centrale begreber! Ansvaret for vor næste… Eller med Jesus-ord: Elsk din næste! … og faktisk bliver buen lige strammet yderligere: Elsk din fjende! Hvilket det – indtil videre – vist kun er Jesus, der har kunnet – når alt kom til alt.

Det nye, som kristendommen står for, kan vi derfor opsummere i tre sætninger: 

  1. TÆNK dig om – og bed Helligånden indgyde dig mod til at leve i sandhed og som et barmhjertigt, tilgivende menneske.
  2. DØM aldrig andre i Guds navn – med mindre du er det første menneske i verden, der er uden skyld (og det er du ikke!)
  3. Tag ANSVAR! Ikke bare for dig selv, men også for din næste.

Disse 3! Det er, hvad jeg igen og igen vender tilbage til, når jeg læser bibelen og tænker: Hvad rager det mig, det her? Hvorfor skal jeg sidde år ud og år ind og bladre i en gammel bog? Hvad vil Jesus egentlig os mennesker?

I dag skal vi glæde os over, at vi får hjælp til at finde en mening. En vej gennem livet. Af Helligånden. Alt vi skal gøre er at modtage ånden, byde den indenfor i vores liv – og lade den fylde os med visdom og taknemmelighed.
Ung som gammel skal vi være åbne overfor Ånden, som Gud har sendt, så den kan vejlede os i alt det, vi støder på i livet. Ånden lader sig ikke begrænse af menneskers rigide, religiøse regler og love. Den blæser, hvorhen den vil, og den vil ikke vide af andet end den kærlighed, der bygger både små og store mennesker op. Med Guds kærlighed!

Rigtig glædelig pinse til jer alle. AMEN

Prædiken til 6. søndag efter påske, 24. maj 2020, kl. 11.00

Joh. 17,20-26

Evangelium:
Jesus sagde: ”Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.
Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.
Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt.
Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.”   Amen

Prædiken:
Vi kalder vores version af kristendommen for evangelisk/luthersk, fordi den bl.a. bygger på de tanker, som reformatoren Martin Luther kom frem til i første halvdel af 1500-tallet. Det svarer på mange måder til, når vi kalder os grundtvigske, fordi vi i vores kirke- og kristendomssyn har nogle af Grundtvigs tanker med, som vi finder så indsigtsfulde og rigtige, at de er noget nær uopgivelige for os.

Luther var en meget sammensat person. Han kunne være grovkornet og umådelig plat, men også dybt intellektuel og klartskuende. Og så var han en fantastisk blanding af noget både autoritetstro… og kompromisløst oprørsk.

Hans samtid var på mange måder præget af enfold og folkefromhed fuld af det, vi i dag ville kalde overtro. Den havde fx et meget konkret syn på ondskab… eller rettere: dén onde. Satan eller djævelen.
I sine unge år frygtede Luther Gud næsten lige så meget, som han frygtede Djævelen.
Djævelen var nemlig dødsensfarlig, men hvis den viste sig, kunne den trods alt skræmmes væk. Man skulle vende ryggen til den, trække bukserne ned og vise den sin bare bagdel.

Og var det ikke tilstrækkeligt, måtte man bogstaveligt talt lave på den. Besørge lige op i dens åbne ansigt. En sådan disrespekt kan selv den barskeste djævel ikke holde til.

Djævelen sås altså som en helt konkret fjende, der når som helst kunne angribe én. Når man tænker på det tunge mørke, der herskede dengang, når ikke lige solen var oppe over horisonten, er det ikke så underligt, at alle de dunkle hjørner og sære skygger har kunnet sætte gang i fantasien.

På slottet Wartburg, hvortil Luther i 1521 af gode venner blev ”bortført” efter retssagen i Worms, fordi de – med rette – frygtede, at den katolske kirke stræbte ham efter livet, ja dér oversatte han Det Nye Testamente til tysk. Undervejs fik han besøg, mente han. Ikke af den katolske kirkes lejemordere, men af den onde selv.  Resolut kastede han sit blækhus efter Djævelen, og det fik den hornede skiderik til lynhurtigt at forføje sig, så blækhuset ramte væggen, hvor det splintredes og efterlod en mørk klat, der efter sigende kan ses den dag i dag.

Men, mens man således kunne tage kampen op med Djævelen, forholdt det sig anderledes med Gud. Gud kunne straffe menneskene for deres synder. Den ultimative straf var fortabelsen i Helvede – men Skærsilden var også værd at frygte. ”Skær” betyder ”ren”, så Skærsilden var et sted, hvor de afdøde blev renset af ild, hvilket naturligvis var særdeles pinefuldt.

Hvor længe man skulle befinde sig i dette kæmpemæssige underjordiske torturkammer afhang af, hvor mange og hvilke synder man havde begået, mens man levede. Jo flere og værre synder, des længere tid i Skærsilden.

Luther var derfor – forståeligt nok – hunderæd for at gøre noget forkert. Selvom han begrundede det med noget andet, var det sikkert denne skræk for Gud, der fik ham til at søge i kloster for at blive augustiner-eremitter-munk.
Her ville han leve et liv, der kunne være Gud til velbehag. Men hverken han – eller de andre munke i klosteret – kunne rigtig med sikkerhed vide, hvornår de havde udført tilstrækkelig mange gode gerninger til at behage Gud. Derfor straffede de sig selv – for at vise deres ydmyghed. De gik fx i særligt kradsende uldundertøj og undlod at opvarme størstedelen af klosteret om vinteren. Ja, i visse munkeordener var det almindeligt, at munkene piskede sig selv. De såkaldte flagellanter.

Luther gik så meget op i sin egen syndighed og skræk for den deraf følgende straf, at han brugte mange timer – hver eneste dag – på at bekende sine synder.

Det fik hans skriftefar i klosteret, Johannes von Staupitz – datidens svar på en coach eller mentor – til lidt utålmodigt at forsikre ham om, at de synder, Luther havde begået, var dukkesynder – altså ikke noget, Gud kunne – eller ville – tage sig af.

Selvom Luther var dybt optaget af sin skræk for Gud, kunne det ikke skjules, at han var en dygtig mand. Derfor blev han først udlært som præst og fik siden af sine foresatte i klosteret befaling om at studere teologi. Og dén beslutning fik – mildt sagt – ret voldsomme konsekvenser. Beslutningen om at sende det lyse – men også stridbare – hoved videre i skole medførte nemlig, at han blev tilknyttet universitetet.

Og den akademiske tilgang til kristendommen ændrede alt for Luther. Hverken mere eller mindre. Han opdagede, at der stod noget helt andet i Bibelen, end det han havde fået fortalt. Særligt slog det ham, at apostlen Paulus lagde vægt på, at det ikke var gerninger, men tro, der afgjorde, om Gud ville have noget med én at gøre. Luther kunne altså forsøge at pine sig selv nok så meget til ære for Gud, men det ændrede ikke noget som helst!

Det afgørende var, om han havde en tro på Gud, som indebar fuld tillid til, at Gud havde ladet sig føde på jord i skikkelse af mennesket Jesus for siden at lade sig uskyldigt henrette – og dermed tage straffen for andre menneskers synder på sig.

Det var præcis det budskab, vi hørte før, da jeg læste det lille stykke fra Paulus’ brev til romerne – også kaldet Paulus’ evangelium: ”Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd?”.

Paulus’ retoriske spørgsmål skal besvares med et ”ingen”. Hverken nød, angst, forfølgelse, sult, nøgenhed, fare eller sværd kan skille os fra Kristi kærlighed.

Da det først gik op for Luther – at der består en ubrydelig enhed mellem faderen og sønnen – og sønnen og alle os, der tror på, at Jesus virkelig var Josef og Maria søn OG virkelig var og er Guds søn – ja, så forstod han, at Gud er en kærlig Gud, nådig og tilgivende… Og det var troen på nøjagtig det, der sikrer vores forhold til den ene, sande og levende Gud. Ikke alle mulige bodsøvelser eller fromme hensigtserklæringer.

Med dén nye erkendelse i bagagen kunne Luther lægge sin frygt for både Djævelen og Gud til side, eller som vi – med hans egne ord – sang for et øjeblik siden i ”Vor Gud han er så fast en borg”:

”Og myldred djævle frem på jord / og os opsluge ville, /
vi frygter dog ej fare stor, / de deres trusler spilde; /
lad rase mørkets drot / med løgn og mord og spot, /
han har dog få’t sin dom, / da Krist til jorden kom, /
et ord ham nu kan fælde.”

Luthers erkendelse af, at Gud ønsker fællesskab med menneskene, åbnede hans øjne for et udbredt misbrug, der i realiteten forsøgte at holde den kærlige Gud borte fra menneskene. Han kunne ikke lukke øjnene for det enorme misbrug, der var vokset ud af læren om fx Skærsilden. Den katolske kirke – med paven i spidsen – tilbød jo syndere (dvs alle) køb af såkaldte afladsbreve. Når man købte dem, betalte man sig selv – eller sine nærmeste – fri for en kortere eller længere periode i Skærsilden.

Problemet var bare, at man ikke kunne vide, hvor lang tid den enkelte skulle tilbringe på det pinefulde renselsessted. Man kunne derfor købe sig fattig af skræk for den kommende straf. På den måde fastholdt kirkens afladshandlen folk i en frygt for Gud.

Og misbruget af skrifterne blev sådan set kun endnu værre af, at størstedelen af indtægterne gik til et kolossalt prestigebyggeri, nemlig Peterskirken i Rom. Apostlen Peters – dette vidunderlige brushovede af en mand – var af Kristus selv udnævnt til mesterens efterfølger – og dertil den kristne kirkes første pave. Derfor var det på sin plads at bygge en kirke, der bar hans navn oven på det sted, hvor man mente, at apostlen var begravet. Den kolossalt prangende bygning skulle stå som et bevis på, at den katolske kirke var Guds egen kirke. Og Peterskirken kunne i tilgift give paven og hans håndgangne mænd den værdighed og autoritet, de selv mente, var passende.

Og autoritet kunne de bestemt også have brug for. Paven og hans spindoktorer levede på Luthers tid et overdådigt og ødselt liv, der stod i skærende kontrast til det slidsomme og ludfattige liv, størstedelen af kirkens fodfolk – de troende – levede.

Dette problem gjorde Luther opmærksom på. Som det autoritetstro menneske han var, gjorde han det i første omgang i overbevisning om, at paven ”blot” var blevet vildledt af sine rådgivere.
Men da paven reagerede meget voldsomt og derved afslørede, at han stod 100 procent inde for misbruget, skabte Luther og hans tilhængere en folkelig opstand mod pavedømmet.
De afslørede pavedømmet som en uhyre jordisk ordning, der – mod Guds vilje – holdt mennesker nede.

Hele den romersk-katolske kirke stod for et kirkeligt misbrug. Fritænkere blev hjulpet til rette af et særdeles hårdhændet, religiøst tankepoliti, der hverken gavnede Gud eller hans menigheder, men kun paven og hans luksusafhængige mænd. Luther gik så vidt, at han kaldte paven for ”Antikrist”, hvormed han jo i realiteten sagde, at paven repræsenterede Djævelen.

Også i dag kan bølgerne gå højt. Vidt forskellige kirkesamfund kalder sig alle kristne: den russisk-ortodokse, den græsk-ortodokse, den romersk-katolske og den evangelisk-lutherske, for bare at nævne et nogle få.

Hvert af disse kirkesamfund rummer desuden et væld af retninger. Indenfor vores danske Folkekirke alene findes der retninger som Indre Mission, Luthersk Mission, grundtvigianisme og Tidehverv.

Men uanset hvad gælder det, at: alle kristne rundt om på kloden har altså troen på den samme Gud til fælles. I evangeliet siger Jesus, at det drejer sig om en tro, der binder Gud og mennesker til hinanden med et bånd af kærlighed: ”Retfærdige far, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.” Dette fællesskab med Gud har alle kristne tilfælles, men den nøjagtige forståelse af kristendommen forbliver en udfordring, hver generation må tage op og forsøge at blive klogere på.  Amen

Prædiken til Kristi Himmelfarts Dag, 21.maj 2020, kl. 11.00

Luk. 24, 46-53

Evangelium:
Jesus sagde til dem: ”Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette.
Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje”.
Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.”
Amen

Prædiken:
Børn bliver nogle gange temmelig forbavsede, når jeg fortæller dem, at Jesus virkelig har levet. At han levede for 2000 år siden, ligesom vi lever nu. Jesus er ikke bare en legende, en myte, eller en af Marvels superhelte eller sådan en agent 007-type med sådan en slags omvendt licens: altså ikke til at slå ihjel, men derimod vække døde til live.
Han var et virkeligt, historisk menneske af kød og blod.

Det, der så – lige siden – har været spørgsmålet, er, om han alene var tømreren Josefs søn, eller Han er Guds søn – og dermed Gud selv, der lod sig føde ind i vores historiske, fysiske tid?

De fleste kan blive enige om, at den Gud, som vi tror – eller ikke tror – på, nødvendigvis være helt, helt anderledes end os – uden for tid, rum og sted.
Derfor er det altså også så mærkværdigt – ja, i ordets bogstavelige forstand, u-troligt, at Gud blev Jesus. At han trådte ind i tiden og blev som alle vi andre dødelige.

Spørgsmålet er altså ikke, om Jesus har levet, for det gjorde han, men: hvem var han? Tror vi på ham og det han forkyndte og gjorde, eller kan vi ikke tro det?

Fra Johannesevangeliet hørte vi for et par søndage siden Jesus sige: ”De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne”.

Gerningerne kan altså vække troen i os, siger Jesus. Okay så, men der er jo bare lige det problem: Vi var der ikke, da han lavede vand til vin, eller helbredte blinde, lamme og spedalske, eller da han kaldte Lazarus ud af graven – eller gik på vandet.

Vi så det ikke, for vi var ikke født – og hvis vi havde levet dengang, havde vi jo alligevel ikke set det, eftersom det foregik 1000vis af kilometer fra Sdr. Nærå og resten af Danmark. Så det kunne jo lige så godt bare være gode opdigtede historier og fortællinger, der skulle kaste et guddommeligt glorificerende lys på ham, så folk ville tilbede dette fine menneske.

Imod denne udlægning taler den kendsgerning, at han jo overhovedet ikke ønskede i at blive hyldet –  han var ikke det fjerneste interesseret i at blive ophøjet til konge for folket – fuldkommen uinteresseret i at have magt.
Gang på gang afviser han denne oplagte mulighed. Det havde ellers været så utroligt menneskeligt: at sætte sig godt op på en piedestal. Ja, han ville vel, som den eneste, kunne gøre det – altså uden at lade sig korrumpere – uden at misbruge magten. Men han ville ikke lade sig tilbede på den måde. Ville ikke tillade os at gøre det.

Han var et sandt menneske – altså dødelig, som de fleste af os jo er. Og samtidig var de mirakuløse gerninger, han udførte, var så over-naturlige, at enhver, der så dem ske, blev slået af forundring. Sådan står der ofte i evangelierne.

Og mon ikke også vi ville måbe, og blive grebet af panik eller glæde, hvis vi var øjenvidner til så store undere – udført i Guds navn. Men blot at høre om dem – ovenikøbet længe efter, at de skulle ha’ været udført – skaber vel ikke sådan lige tro i os … ikke i første omgang, i al fald.
Bevares, vi berøres da af dem, vi finder dem måske smukke – og kan fx vælge at se og høre dem som et ekko af vores egen ønsketænkning: at kunne helbrede, få den såredes skader til at hele, og reparere et knust hjerte.

Der er sket noget med os danskere, bare i den relativt korte tid siden jeg voksede op i 60’erne. Fortryllelsen er væk. Dengang i Skjern troede mange af de voksne, jeg kendte, på spøgelser. Ikke så få havde set spøgelser og kunne med et fjernt blik fortælle om mødet med en gennemsigtig skikkelse – eller om en kat, der miavede noget så hjerteskærende, men som ikke var der – og døre der smækkede, selvom der ikke en vind rørte sig.

Der var drabelige historier ved enhver fuldmåne, som fik os børn til at lukke og låse, inden vi gysende krøb ned under dynen med lommelygten for at læse i Det Bedste om ”Loch Ness” søslangen, og om ”Big Foot” uhyret. Vi talte til 10, så hurtigt vi kunne, hvis en sort kat krydsede vores skolevej, og vi undlod behændigt – og med en smidighed, vi ikke længere besidder – at gå under en stige. Og selvfølgelig blev vi da hellere hjemme end at tage til fødselsdag med drengene i klassen og risikere at sidde med ved et bord dækket med 13 kuverter.

Alle disse mystiske eksistenser og utallige varsler om død og ulykke har fået det noget sværere de seneste årtier! Måske fordi vi er blevet klogere, men nok i højere grad fordi, vi har fået mobiler – med indbyggede kameraer. Og computere med fotoshop og adgang til alverdens billede og kildemateriale.

Der er sjovt nok ingen, der kan lægge et foto ud på Internettet af et vaskeægte søuhyre, selvom kameraet altid er lige ved hånden. Og børn i dag ved, at feer og alfer ikke findes, men hører til i fantasiens verden ligesom hekse og trolde.
UFO’er har mange af dem aldrig hørt om, ligesom Loch Ness helt har mistet sin berømmelse. Det uforklarlige kan forklares eller afvises – vi er ikke længere så lette at narre.

Og dog… vil nogen – inklusive jeg selv – nok indvende, for tror vi ikke bare på noget andet i dag? Er gamle tiders gode eller dårlige varsler ikke blot byttet ud med advarsler – om sundhed fx?
Jeg mener, tidligt og sent får vi tudet ørerne fulde om, at alt hvad vi indtager, har betydning for vores liv; lige fra miljøet og naturen, fertiliteten og sundheden til samværet med andre. Vi dynges til med advarsler, og vi synder som aldrig før, når vi drikker et glas vin, tænder en smøg, spiser en flødekage eller lægger os på sofaen og tænder tv’et.

Vi er efterhånden lede ved alle de advarsler – og særligt trætte af den selvrisiko, vi tvinges til at stå inde for, hvis vi ikke lystrer eksperterne.

Vi lever i en ny tid, hvor fortryllelsen er ophævet. Og det er på sin vis godt det samme, for varsler, vampyrer, spøgelser og det meste andet overnaturligt gøgl talte entydigt til vores frygt.
Men det gør advarslerne i dag altså også – og det kan være temmelig svært at finde en gangbar vej imellem dem. Meget kan selvfølgelig give god mening – kostråd og grønne klimatiltag – men andet kvæler stille og roligt livslysten hos bekymrede mennesker – ikke mindst unge mennesker, der så let bliver overmandet af tårnhøje krav om skønhed, en slank skikkelse, høje kindben og fuldstændig kontrol – også over såvel karakterer i skolen … og digitalvægtens udslag!
”Har du valgt aldrig at blive fed”, som det hed i en reklame for minarine-mærket ”Lätta” fra firmaet Alfa-Solo tilbage i efteråret 1991. Sloganet var naturligvis ikke grebet ud af den blå luft. Tiden forlangte en toptrimmet sixpack hos mændene og baller af stål hos kvinderne, og bølgen af frygtbeskeder om fedmens mange faldgruber har med statsgaranti sat gang i mange unge pigers forstyrrede spisevaner.

Fortællingerne om Jesu gerninger vil ikke vække frygt. De vil noget andet – uden at stryge os med hårene af den grund. De viser os på en måde et modbillede på vores virkelighed.
De peger alle som én på, at i Guds himmel bliver de syge raske og de døde levende – og synden udviskes i os. Det ender godt. Gud gør alt godt… igen.
Det, Jesus gjorde – alle disse utrolige gerninger – gjorde han, for at de kunne forplante sig i verden – og vokse frem og vise sig for os den dag i dag – i vores måde at omgås hinanden på – i vores forestilling om, hvor grænsen for god opførsel går: At det er skingrende forkert at mishandle, slå ihjel, svigte, udnytte – og gå forbi et menneske i nød. Jesus helbredte, så vi kunne lære, at livet er dyrebart og hvert eneste menneskeliv uerstatteligt.

Jesu genfortryller verden med sine kærlige gerninger. De ligger overalt omkring os – som en mulighed for os – til at lade os fylde os af den Helligånd, der fyldte disciplenes hjerter og sind med lange tunger af ild den første pinsedag, som vi snart skal høre.

Ved at åbne os for Helligånden kan vi få vi inspiration – og samle mod – til lejlighedsvis at hæve blikket fra vores egen navle, række ud over os selv og hjælpe vores næste i nød. Og derved – siger Jesus igen og igen – favner vi selve livets mening – derved lovpriser vi Gud… og kan i glimt øjne Hans rige: ”Hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt / det lever dog i os, det føler vi godt / mit land, siger Herren, er Himmel og jord / hvor kærlighed bor”. Som vi sang for et øjeblik siden.

Vi kan folde hænderne og tale med ham i bøn. Så mange år efter, at han levede på jorden, er han alligevel samtidig med enhver af os. Han er hér i ånden – og han ventede bare på, at du og jeg skulle fødes.

Og han venter på os, når vi dør, for vi skal aldrig skilles ad. Det har han lovet os.
Han endte ikke med at være begravet i Jerusalem – så vi kunne lege religiøse turister dér og læse på en groft tilhugget sten: ”født år 0 – død år 33”.
Nej, han løftede stenen af og genopstod. Han kom tilbage til livet som fuldstændig den samme: uden hævntørst, og uden krav om oprejsning for al den lidelse, han uretfærdigt havde lidt.  Ja, han vendte endda tilbage til de venner, der havde svigtet ham så hjerteskærende, da Judas pegede Ham ud i Getzemaneave, så de jødiske præsters tempelvagter og de romerske soldater kunne gribe ham, torturere ham og smide Ham op på et kors, hvor han kunne hænge i den stegende middagssol og tørste ihjel fordi svælget svulmede op og lukkede for tilførslen af ilt.

Han tilgav dem alt. Han blev en kort tid hos dem for at sikre sig, at de forstod, hvad der skulle ske – det, vi hører om i dag: at han måtte ud i evigheden – eller op i himlen, som vi har for vane at sige. For at sidde ved sin faders højre hånd. Dér skulle han være for at kunne være overalt – både i tid, rum og sted. Hvor er det mærkeligt…. Og fantastisk… og fuldstændig udenfor vores fatteevne. Og gudskelov for dét! Glædelig Kristi Himmelfarts dag, allesammen. Og velkommen tilbage i Guds… og vores… hus.   Amen

Prædiken til 5. søndag efter påske, søn. 17. maj 2020

Joh 17,1-11

Evangelium:

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: “Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham.
Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.
Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.

Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.

Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.” Amen

Prædiken:
De står side ved side ude i verden – og i ugeavisen. Uge efter uge. Husene, villaerne og lejlighederne, der er sat til salg her på skønne Midtfyn. Side op og side ned. Og alle repræsenterer de en værdi, som selvfølgelig varierer alt efter størrelse, tilstand og beliggenhed.

Men så er der også det, som ejendomsmæglerne kalder herlighedsværdi. Og har et hus eller en ejendom herlighedsværdi, ja så er prisen næsten altid sat lidt højere, end hvis det ikke var tilfældet.

Men hvad er så herlighedsværdi? Ja, ordet herlighedsværdi kan vel bruges, hvis der er noget særligt gunstigt at fremhæve ved et hus… eller dets omgivelser. Måske en særlig herlig udsigt med kig til vand eller grønne arealer.

Og selv om det kan være svært sådan at gøre herlighed op i kroner og ører, er det er alligevel værd at bide mærke i, at herlighedsværdi på en måde er en objektiv værdi, som mæglerne med stor overbevisning fremhæver i salgsopstillingen – og med en klar forventning om, at køber er parat til at betale for herlighederne – i kolde kontanter.

Se, herlighedsværdien må ikke forveksles med det, vi kalder affektionsværdien – altså alle de minder, der kan knytte sig til et hus. Det kan være minder, der gør det svært at skille sig af med det, fordi man har levet et langt liv med alle de glæder og sorger, der hører sig til – netop her – har set ungerne vokse op, har set årstidernes vekslen, mødt både glæden og sorgen.

Det kan alt sammen være af stor værdi – ja, måske være næsten ubetaleligt – selv om det naturligvis kun kan optræde i den forrige ejers livsregnskab og ikke i en salgsopstilling. Sælger kommer sjældent langt med at kræve en højere pris alene fordi vedkommende var nok så lykkelig, mens han eller hun boede der.

Affektionsværdien er nemlig en uhyre subjektiv størrelse. For de nye ejere betyder det næppe ret meget, om huset, de har investeret i, har dannet rammen om vidunderligt jævne, muntre og virksomme liv – eller om der har været afholdt nok så mange gode familiefester i netop de lavloftede stuer.

Men, lad os nu vende tilbage til begrebet herlighedsværdi, som vi lagde ud med, og som jeg bed mærke i, da jeg skulle forberede denne prædiken – fordi vi jo i evangelieteksten hos Johannes til i dag hører ordet ”herlighed” mange gange. Rigtig mange gange.

“Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig. Herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.”

Det her idag er Jesu sidste bøn sammen med disciplene, og den er for en gangs skyld ikke rettet mod dem, men er i stedet mod Jesu far i himlen, og den bliver ofte kaldt ”Jesu ypperstepræstelige bøn”, simpelthen fordi det jo var ypperstepræstens opgave at bede til jødernes Gud Jahve på vegne af menigheden.

Den er svær at forstå, bønnen, fordi den hele tiden griber ind i sig selv, som en labyrint, eller en gåde:
“Alt mit er dit, og dit er mit, og vi skal være ét, og de mennesker du gav mig fra verden, de skal være ét ligesom vi.”

Vi taler jo her om noget af det, der er allersværest at forstå i kristendommen, nemlig begreber som ”treenighed” og ”herliggørelse”. Og hvilken plads har vi mennesker mon i hele dette forvirrende sammenrend af svært begribelige begreber?

Ja, hvis vi tænker os lidt om, er det måske forståeligt nok, at treenigheden er et centralt begreb netop på dette tidspunkt i kirkeåret. Jeg mener: den Gud, der jo er én sand Gud fra evighed til evighed, ham er vi nu blevet præsenteret for i form af faderen, den almægtige skaber, og dernæst hans søn, der er så meget lig ham, at de – som Johannes her lader Jesus sige – er ét, og som også snart tages op til himlen igen og genindsættes netop i den herlighed, han havde dér, længe før verden blev til, blev skabt.

Og så skal vi snart møde Helligånden, Guds ånd, som endnu ikke er sendt til verden, men som vi lige må vente små 14 dage med at møde – indtil pinse.

“Alt mit er dit, og dit er mit, og vi skal være ét”, siger Jesus i bønnen.
For Gud er én, selvom Han har tre “ansigter” at vise sig med.

Så er der herliggørelsen – og der gælder det virkelig, at vi skal holde tungen lige i munden, for den går tilsyneladende begge veje: “Herliggør din søn, for at sønnen kan herliggøre dig”.

Her er der faktisk tale om en herliggørelse, der allerede er sket og en herliggørelse, som nu skal til at ske. For Gud Fader har jo allerede herliggjort Jesus ved at gøre ham til mere, end han er i sig selv. Det er jo, hvad hele Jesu liv vidner om: underne og helbredelser, alle hans ord og gerninger.

Gud Fader har herliggjort sønnen i og med, at han lod ham være ikke bare menneskelig, men også guddommelig. På én og samme tid. Gud Fader udstyrede sin søn med såvel guddommelige evner som guddommelig autoritet.

Og på dén måde har Jesus jo på sin vis allerede herliggjort Faderen: “Jeg har åbenbaret dit navn”, siger han. “Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig..”

Dét er sønnens herliggørelse af Gud Fader. Dengang og nu, i dag: At han – gennem evangeliet – lader os høre, se og forstå, hvem Gud er, og hvad det er, Gud vil os – vil med vore liv som mennesker.

Men der er yderligere en ting, vi skal være opmærksomme på i forbindelse med herliggørelsen, og det er det, man omtaler som forsoning. Talen – eller bønnen – som Jesus her fremsiger, er en del af den lange afskedstale, som han holder for disciplene skærtorsdag.

Lige her bagefter går de til Getsemane have, hvor Jesus bliver pågrebet og arresteret, for dagen efter at blive forhørt, tortureret og korsfæstet.
Og korsfæstelsen er den sidste, gensidige herliggørelse mellem faderen og sønnen.

Det sker lige dér på korset Langfredag på Golgata, hvor Jesus tager al vores skyld og skam på sig – og dør sammen med den.

Og først når det er sket – og det er jo derfor, at han gør det – har han til fulde lært os Guds kærlighed at kende. Det er nemlig en kærlighed, der ikke finder nogen pris for høj. Og hvordan kan vi så vide det, kunne man jo spørge? Jo, svaret ligger såmænd ligefor: det er selvfølgelig, fordi Gud elsker os, nøjagtig som vi er. Ja, selvom vi er, som vi er.

Det er virkelig nogle tunge og indviklede begreber: treenighed og herliggørelse, men det er sandelig ikke fordi det ikke er vigtigt, eller fordi det ikke rigtigt har noget med os at gøre. Faktisk fører de os lige præcis til det sidste spørgsmål: hvilken plads har vi mennesker i alt det her? Hvad har det at betyde i vores liv. Er det noget, vi bør investere i?

Og igen ligger svaret ligefor: Ja! For på korset, i Jesu herliggørelse af sin fader i himlene og i faderens herliggørelse af ham, dér – og lige dér – bliver vi vist Guds kærlighed.
Dér kan vi se den, hvis vi da ellers har øjne at se med.

Og i dén forsoning mellem Gud og mennesket får vi en helt ny herlighedsværdi forærende. Kvit og frit. Ingen kolde kontanter. Ingen godkendelser i banken. Vi er godkendt på forhånd.

Og vi får vel at mærke tilskrevet en herlighedsværdi, der intet har at gøre med det, vi er i os selv: alt hvad vi kan, har lært os eller render rundt og gør.
Og den har heller ikke havde noget at gøre med vores individuelle “affektionsværdi”: altså hvor mange mennesker, der helt personligt finder os særligt vidunderlige, fordi vi er deres børn eller kæreste eller gode ven.

Næh, vores herlighedsværdi handler ene og alene om, at vi – med Guds kærlighed – bliver gjort til mere, end vi er i os selv. Til Guds børn. Og denne herlighedsværdi er ganske uafhængig af, hvad andre mennesker måtte have af følelser for os. Kærlige eller ukærlige. Venlige eller mere fjendtlige.

Vi er elsket, simpelthen fordi vi er Guds børn. Vi er født med en guddommelig gnist i os – og som en vidunderlig blanding af støv og ånd. STØV, hvor vi – i takt med vore år – ældes og til sidst forgår: af jord er vi kommet og til jord skal vi blive. Men også ÅND fra den guddommelige gnist, der springer og gør, at ”af jord skal vi igen opstå”.

Dét er den gave, som troen skænker os. Og det er, hvad hver enkelt af os – oven i købet med navns nævnelse – får tilsagt i vores dåb – det bad, hvor vi bliver genfødt til et nyt liv sammen med Kristus – omgivet af Hans kærlighed.

I dåben får vi at vide, at vi for altid vil være mere værd end dét, vi – målbart og mærkbart – er i os selv.

Det betyder så også, at skulle vi en dag havne i en situation, hvor ingen – absolut ingen – har grund til at synes om os, eller vil kendes ved os, så er vores herlighedsværdi som Guds børn dog fuldt intakt. Så er vi stadig elsket – af Gud. Og det gælder naturligvis også alle dem, som vi – af alle mulige grunde – måtte gå rundt og mene ikke er værd at elske. Gud elsker også alle skiderikkerne.

Så må vores opgave som kristne altså være at herliggøre hans navn. Hvordan det? … Ved at se alle andre – ikke bare nogle, ikke blot dem, vi bryder os om og som mener det samme som os – nej, alle mennesker som medskabninger med herlighedsværdi – uanset om de har vores sympati eller ej.                                 Amen

Prædiken til 4. søndag efter påske, 10. maj 2020

Joh. 8,28-36

Evangelium: 

Jesus sagde til dem: ”Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv – men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.”
Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.

Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.”

De svarede ham: ”Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?”
Jesus svarede dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.”
AMEN

Prædiken:
Livets små mirakler kommer til os, hvad enten vi vil det eller ej. Og er vi sådan indrettet, at vi har blik for dem, er de til at få øje på… ja, så er det, som om de ligger som perler på en snor – udstrakt med jævne mellemrum på vores livstråd. Spørg ethvert forældrepar, om der er sket noget epokegørende i deres nyfødte barns liv, og de vil gå i gang med at fortælle.
”Han holdt hovedet helt uden hjælp – og så er han den eneste her i familien, der ler ad mine vittigheder.”
”I dag kravlede hun tværs gennem stuen for at følge mig helt ud i køkkenet. Den pige bliver ustopppelig!”

Børn i dag får en del hjælp, for med mobiltelefoner kan alle den slags små mirakler jo dokumenteres. Det findes alt sammen på et ukendt antal milliarder fotos og små videoer.

I min tid var det lidt anderledes. Selv husker jeg naturligvis intet om den revolutionerende begivenhed det var, at jeg på et tidspunkt – efter sigende knapt et år gammel – rejste mig op… og begyndte at gå rundt!
Det eneste, der kan dokumentere dette mirakel, er en række fotos fra Bornholm. I sommeren 1962 – da jeg var 2 år gammel – tog mine forældre sammen med min moster og onkel på ferie på Danmarks østligste solksins-ø. Med sig havde de villateltet, der vejede henved et tons og min fars nye kamera, der ikke lod teltet meget efter… og som blev pakket nænsomt ind i det skidenbrune kernelæderetui efter hvert klik på udløseren, der sad ovenpå kameraet.

På nogle af billeder optræder jeg og mine to storebrødre. Men… mens de smiler over hele femøren (og det var mange penge dengang), er jeg møgsur. Mine mundvige hænger faretruende… på samtlige de billeder, der har min lille, trodsige krop indenfor rammen.

Grunden er den gå-sele, jeg er spændt op i. I dag ville sådan et instrument sandsynligvis ende på forsiden af Ekstrabladet – eller som bevismateriale i en klagesag hos menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg – men dengang var det vist ikke så sjældent at se børn iført sådan en spændetrøje – i al fald hvis deres forældre tog deres noget ustyrlige afkom med til en klippeø, hvor kun en stejl trappe med henved 180 trin førte ned til udflugtsstedet Jons Kapel vest for Allinge.

Nå, som det fremgår af disse levende billeder, kom jeg mig… så godt og vel endda. Og ikke længe før jeg skulle begyndte i skolen, indtraf det næste store mirakel: Jeg lærte at læse. Alle hieroglyfferne, der indtil da havde lignet flueklatter på en staldvæg, dukkede en dag frem som af en dis, og sat sammen i små stavelser gav de pludselig en helt ny mening til livet.
”Søren og Mette har en ko” og ”Bo og Lis har en sø” læste jeg højt for alle, der gad høre på mig… og såmænd også dem, der ikke gad.

Langsomt dukkede fortællingerne op i mit liv. Snart var jeg – takket være den engelske forfatter Enid Blyton – med mine helte, ”De fem”, ved havet… eller på jagt efter det skjulte testamente.

Verden viste sig – bog for bog, fortælling efter fortælling -at være så uendeligt maget større end Skjern og Tarm… ja, vist endda større end Herning, der eller havde alt, ikke mindst et dyrskue, der trak adskillige tusinde mennesker og deres dyr til hvert år.

Også bibelen dukkede op i rækken af bøger, der skulle læses. Fra ende til anden. Jeg var vildt fascineret. Hvilke storslåede fortællinger! Hvilke dramaer! Jamen, hvordan skulle det dog ikke gå de stakkels folk, da Gud for alvor blev godt gal i skralden og lod regnen begynde at falde blygrå og tung og dække hele jorden? Og hvad med staklerne i Sodoma eller Gomorra? Var de virkelig alle bedst tjent med at blive udslettet?

Men det var, som om min læsning blev forstyrret – ja faktisk nogle gange næsten ødelagt – når jeg kom med mine forældre hen i kirken. Her hørte jeg nemlig, at ”Ja, det havde de fortjent, de ugudelige bæster” eller ”ja, Adam og Eva skulle ud af paradisets have, for de havde jo syndet”.

Det var lige som om, at der var så mange betingelser, der først skulle opfyldes, før vorherre overhovedet gad se til vores side, forekom det mig.
Fortællingens kraft ændrede retning fra fascination til noget nær frygt. Der var al mulig god grund til at frygte Guds vrede… og følgelig var der al mulig god grund til at komme i kirken hver eneste søndag, så ikke min løssupne læsning af bibelen stak for meget af.
Sagde de.

Jeg blev vred. Noget af det fineste blev i mine øjne gjort til noget af det mest indskrænkede. Gud blev reduceret til en konstant vredladen og opfarende skolegårdsvagt, der – helt uden sans for barnelivets små glæder – konfiskerede den smøg, man egenhændigt havde fisket op af mors næsten fyldte pakke Cecil ude på bordet i entréen, hvis man var så uheldig at blive taget i cykelskuret i pausen mellem geografi- og husholdningstimen.

I Skjern herskede ”missionen” – i en række, indbyrdes nådesløst stridende varianter – ret uindskrænket op gennem det 20. århundrede. Præstens ord var noget nær lov, og hans håndgangne mænd og kvinder var sat i verden for at sikre lovens overholdelse. Opbygningen – og så sandelig også udenfor kirken – var stærkt hierarkisk, som vi ser det i andre religioner i dag. I nogle religioner er det jo stadig sådan, at den, der bestrider det højeste embede (ham med den fineste hat og mest skudsikre bil) altid har ret. Punktum.
I andre religioner skal man helst have haft en eller anden form for åbenbaring – en slags særlig nådegave – for at kunne udlægge – altså fortolke – indholdet af de religiøse tekster.

Anderledes i den version af kristendommen, som vi – med Grundtvigs tanker liggende som en fortolkningsramme, en understrøm – praktiserer her i Sdr. Nærå Valgmenighed. Her er fortællingen i centrum. I ord og toner. I sang og i tale. I sorg og glæde. På søndage og i vores hverdag.
Hver eneste dag kan vi dykke ned i fortællingen og blive klogere på livet.

Også i dag, hvor Jesus igen igen er oppe at toppes med sine landsmænd, jøderne, der ikke forstår, at Han netop er sendt til jorden med en ny fortælling, en ny begyndelse, en nulstilling af tidligere tiders fortælling.
Hvorfor? Fordi menneskene – og ikke blot jøderne – på mange måder har vendt fortællingen på hovedet og nu bruger den til at distancere sig fra kernen i Guds hensigt med den.
De har gjort fortællingen eksklusiv. Som de selv er eksklusive. Udvalgte. De få frelste blandt de mange fortabte.

Bare et enkelt eksempel på de blinde vinkler, der næsten uundgåeligt følger i kølvandet på overdreven selvoptagehed: Jøderne er besat af romerne. Alligevel forstår de ikke begrebet ”ufrihed”, for de er jo udvalgt. De er efterkommere af Abraham! Det kan da godt være, at hverdagen er lidt vanskelig og broget, men de har så at sige deres på det tørre. Tak.

I har aldeles ikke jeres på det tørre, siger Jesus til dem. Al jeres snak om, at blot I overholder Moselovens mere end 600 forbud og påbud om hvad der er rent og ikke-rent og syndigt og hvad har vi, det er sort snak.
I er kommet så langt væk fra sandheden, at I ikke kan komme tilbage ved egen kraft. Derfor er jeg kommet til jer. For at fortælle jer sandheden – igen. For at vende jer om. Ikke mindst inde i jeres hoveder.

For sandheden vil sætte jer fri. Kærligheden vil sætte jer fri.
Men jøderne bliver tossede på ham. Ubehaget ved at skulle se stort på sammenhængen mellem lovoverholdelse og berettiget forventning om efterfølgende frelse – og så at sige smide barnet (pagten) ud med badevandet er for stor.
Og denne slagudveksling ender da også – som så ofte før – med, at de vil stene ham.
Uden held. Men kun i første omgang, for Jesus forudsiger jo selv, hvad de vil gøre ved ham.

”Når i får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jer er den, jeg er.” Sådan står der i den autoriserede oversættelse i jeres salmebog. Og ophøjet henviser altså ikke til en eller anden småkatolsk helgenkåring. Nej: ”Når I har fået mig klynget op på korset, henrettet, så vil det gå op for – i al fald nogle af – jer, hvem det er, I har korsfæstet.

Så vil MIN fortælling træde frem for jer som stavelserne træder frem for et lille barn, der lige er stemplet ind i skolesystemet. Så vil I lære sandheden at kende. En sandhed, der er ny for jer. Skræmmende ny – som meget nyt er det for jer mennesker.
I vil lære sandheden om jer selv… Og sandheden om de andre, som I ikke under ret meget, hvis det står bare det mindste i vejen for jeres drøm om lykke.

I vil lære sandheden om, hvorfor jeg er kommet. Hvorfra jeg er kommet. Hvem min far er, og hvad han vil, at I skal lægge jer på sinde. Bruge jeres tid på. Kaste jeres kræfter ind på at udbrede.

KÆRLIGHEDEN! Den kærlighed, der er tålmodig, mild, udholdende, ikke kender til misundelse eller praleri, ikke søger sit eget… men måske vigtigst af alt: Ikke gør noget for sin egen skyld.

Lyt til mine ord. Se mine handlinger. Lær af dem. Søg sandheden i dem, for den sandhed vil sætte jer fri.
Fri til hvad? Fri til at handle. Handle med, ikke mod! Holde trykke ned, men holde oppe. Støtte,

Med den sandhed i hjertet OG i hjernen vil det gå op for jer, at I ikke skal lægge hånd på andre mennesker, men tage hånd om dem. At I ikke skal angribe andre mennesker, men forsøge at begribe dem. Lære dem at kende. At I ikke bare blindt skal sende mennesker væk, der kommer til jeres dør men tage imod dem, så langt jeres kræfter rækker.

Eller som Paulus formulerede det til menigheden i Filippi: I skal ikke være egoistiske og føre jer frem. I skal være ydmyge og fremhæve de andre på jeres bekostning. Tænk på, hvad der er godt for andre og ikke for jer selv.

Lev kærligheden, som I mærker den, når I ser på jeres elskede og de, der er jer allerkærest. Det er dem, som I vil gå gennem ild og vand for at hjælpe, skåne eller redde – om det så koster jer livet.
Lev kærligheden. For den vil løse op for jeres livs mest snærende gå-seler… og sætte jer fri. AMEN

Prædiken til palmesøndag, 5. april 2020, kl. 11.00

Joh 12,1-16

Evangelium:

Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus;
Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham.

Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie.

Judas Iskariot – en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham – sagde da: ”Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?”
Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den.
Da sagde Jesus: ”Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.”

Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde.
Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus.

Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:
”Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge!”

Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet: ”Frygt ikke, Zions datter! Se, din konge kommer, ridende på et æsels føl.”

Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham. Amen

Prædiken:

Jesus gik og gik. Han gik på støvede småveje og ad stier med afsvedet græs. Ude i det fri. Masser af frisk luft, fik han vel. Som landevejenes farende svende gør det i dag. Men spørg en vagabond, hvad det bedste i verden er, og I vil få svaret: At blive inviteret. Indenfor.

Vi er inviteret indenfor i dagens evangelium. Endnu engang er vi inviteret indenfor i hjemmet i Betania. Hos søstrene Martha og Maria og deres bror Lazarus.

Det er ikke første gang. Vi har været der hele to gange før.
Første gang Jesus kigger forbi, smider Maria begejstret værtinderollen, lægger al arbejdet fra sig, sætter sig ved Jesu fødder og sluger hvert et ord, han siger.
Dermed lader hun søsteren, Martha, om at gøre alt det, som man gør, når man får gæster: Hun lader Martha tage det sure slid i køkkenet.

Og vi bliver fortalt, hvordan den pligtopfyldende, lettere forurettede Martha bebrejder sin søster dén opførsel – og appellerer til Jesus om at sætte hende på plads.
Men så hører vi – måske lidt overraskende – Jesus sige, at Maria faktisk er den, der gør det rigtige – at det er hende, der har valgt at gøre det rigtige – og at det naturligvis på ingen måde skal bebrejdes hende.
For – siger Johannes – det eneste rigtige i den situation er jo at sætte sig – skrupsulten – ved Herrens fødder – og så sluge hvert et livets Ord, der måtte komme ud af hans mund.

Anden gang, vi er på besøg, er alt forandret. Alt er kaos og opløsning. Gråd og ren elendighed. For søstrenes bror, Lazarus, har ligget syg – og er død.
Og alle os, der har stået den situation, kan nikke genkendende til, at pludselig er intet som før. Dødens istaphånd sætter et afgørende skel imellem støv og ånd, som Grundtvig så rammende og poetisk udtrykker det.

Vi får ovenikøbet at vide, at Lazarus faktisk har ligget i graven i flere dage, da Jesus endelig dukker op – for sent – og det til trods for, at han faktisk er blevet underrettet om, at den er gruelig gal med Lazarus.

Martha og Maria kender Jesus godt nok til at vide, at han ikke er nogen helt almindelig mand, men de får sandelig syn for sagen, da Jesus endelig bekvemmer sig til at dukke op – blot for at få den lakoniske besked, at Lazarus allerede er begyndt at gå i opløsning…. Han stinker, simpelthen.

Ved dette andet besøg viser Jesus dem tydeligere end nogensinde, nøjagtig hvor meget Maria gjorde ret i at smide alt, hvad hun havde i hænderne og i stedet lytte til ham, for da viser han dem, at det han siger, det sker:

Han beder nemlig nogle af Lazarus’ kammerater i Byen fjerne den tunge sten, der er sat for graven og råber så ind i den: “Lazarus kom herud”…..

Og så kommer Lazarus ud.

Jesu ord har magt til at kalde Lazarus frem i væskende ligklæder – ud gennem grav og død.

Og i dag er det så tredje gang, vi kommer med til det lille hjem i Betania. Hverdagslivet er genskabt, mange ting er tilbage i den vante gænge – lige som vi mennesker godt kan lide det: Lazarus – frisk som en velduftende havørn – sidder til højbords, som en jødisk mand med magt over tingene jo skal. Og Martha fylder også sin rolle godt ud. Hun varter op, så tallerkenerne fløjter om ørerne på gæsterne.

Og Maria… tja, Maria… Maria bliver igen, igen den, der forarger. Den, der deler vandene. Den der kalder på vreden… men – skal det vise sig – så sandelig også på begejstringen – med sin egen, smittende begejstring.

Atter viser hun sig som en kvinde, der gør det uventede. Gør det, som hos alle os lidt småkedelige, konventionelle typer – os der aldrig kunne drømme om at gøre noget lignende – let kalder på forargelsen.
Og i dag hopper kæden da virkelig af for hende. Maria er ødsel ud over al rimelighed – ja, al anstændigheds grænse. Nardusolien repræsenterede angiveligt en værdi svarende til en arbejders årsløn! 300 denarer, som finansmanden og forræderen, disciplen Judas, vurderer den til.

Der er ikke noget at sige til, at hun får skæld ud af de alvorlige mænd, der er tilstede – om som nok kan kende let omsættelige værdier, når de ser dem.

Men igen – igen bliver de irettesat af Jesus. For deres snæversyn, deres manglende udsyn, deres lavpandede horisont i tilværelsen. For deres smålighed.

Og som vi får historien fortalt hos Johannes, kan vi så udmærket høre småligheden i forargelsen – den er jo kun slet skjult under fromme hensigter: ”Jamen, olien kunne da have været solgt, og pengene brugt til noget fornuftigt! Nu er den spildt på det rene ingenting!” eller ”Tænk engang, hvor mange sultne fattiglemmer, der kunne have fået et nærende måltid – klæder på kroppen – eller måske ligefrem tag over hovedet til værn mod den brændende sol, der så let svider alt af på sin høje vandring hen over Israels himmel”.

Jo, bebrejdelserne står i kø. De venter bare på, at nogen orker at sige dem højt. Og det gør de! Mændene omkring Jesus. Mesterens elever, der sandt for dyden stadig har meget at lære. Så meget, at Jesus nogle dage senere – som vi skal høre det på fredag, udbryder – ikke til disciplene, for de har for længst stukket halen mellem benene – men til denne verdens bødler, der altid er klar til at gøre det beskidte arbejde: ”Fader, tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør”.

Men det gælder bare ikke Maria. Hun ved, hvad hun gør, men det har mændene – naturligvis fristes man til at sige – ingen forståelse for. Her er ingen klangbund for nåden – som deres læremester ellers efterhånden har brugt et par år på at vise dem i både sine ord og sine handlinger.

Alt, de kan få øje på, er, at Maria tilsyneladende har en voldsomt irriterende tendens til at lade sig rive med. Til at lade det barnlige få overtaget i sig. ”At reagere alt for voldsomt på banale stimuli”, som en moderne psykolog eller coach – med et sikkert blik for den individorienterede succesoptimering – som det hedder i dag – nok ville formulere det.

Men al den moderne pladder er Maria gudskelov ganske uvidende om. I stedet lader det til, at hun – heldigvis -forfalder til at gøre det lidt for fjollede – det uproduktive – det, der i al fald ikke bidrager til en fornuftbetonet livsførelse. Kort sagt: det, der ikke kan betale sig.

Og kan det ikke svare sig, ja så er der vel ingen grund til at gøre det. Og er der ligefrem tale om et hysterisk overforbrug – altså decideret frådseri og den rene ansvarsløshed, ja så er en forarget reprimande vel ikke bare på sin plads, men ligefrem påkrævet!

Jamen se så, om manden fra Nazaret vil deltage i de skinhelliges hylekor? Nixen bixen, Karen Blixen! Vel vil han da ej… for hans perspektiv er ikke vores perspektiv.

I stedet roser han hende for gerningen! Ja, det går endda så vidt, at evangelistkollegaen Markus – i sin beretning om denne begivenhed – lader Jesus sige, at hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, Maria har gjort, fortælles til minde om hende. Altså som noget af det allevigtigste, hun overhovedet foretog sig!

Og det skal det selvfølgelig være, fordi kvinden Maria er sindbilledet på det menneske, der tør kærligheden. Tør det ufornuftige, tør alt det, der på papiret slet ikke kan betale sig, men som skaber liv – og giver kærlighed videre.

Vi skal have det sind overfor hinanden, som var i Kristus Jesus, sagde Paulus i epistlens vidunderlige filipperhymne.
Og det sind er kærlighedens sind.
For som den himmelske kærlighed spejler sig i den jordiske Jesus, sådan skal vi i vores liv med hinanden, spejle den samme ødselhed.
Præcis som Maria, der med sin kostbare og ”forspildte” nardusolie, spejler Jesus, der ”forspildte” sit liv – ja, satte det til – for os langfredag.

Men selvfølgelig forstår vi Judas Iskariot. Vi har ham allesammen så meget inde under huden, at Johannes slet ikke havde behøvet at gøre ham til en tyv, der tænker mere på sig selv end på de fattige.
Vi forstår tilmed Judas’ alvorlighed, som jo også er hans vilje til at gøre det rigtige og det gode. Han var fællesskabets kassemester. Til at passe på pengene. Ansat til at vurdere, hvad der bedst kunne betale sig.

Men tænk lige Judas’ tanke til ende. Hvis det kun er det, der kan betale sig, som skal gøres her i verden, ja så støder vi snart på det forstemmende faktum, at liv og kærlighed faktisk aldrig kan betale sig.
For hvad skal det i grunden til for – sådan at rende rundt og holde af andre mennesker? Og hvordan i alverden tør vi give os selv hen til et andet menneske, når det hele alligevel ender med, at vi skal dø og skilles fra hinanden?

Se, det er kristendommens sag, kære venner!
Judas’ grundlæggende livsangst, der bunder i alle bekymringerne for dagen i morgen blæses omkuld af Marias ødsle og på alle måder ufornuftige kærlighedsgerning.
Og han – og de andre betroede mænd omkring Jesus – hader hende for det. For hvordan kan hun forsvare, bare at give sig hen på den ubekymrede måde? Har hun da ikke den mindste smule fornuft i livet? Respekt for værdier?

At livet – og kærligheden – selvfølgelig er til på dødens og tabets betingelser, det er jo sandt nok. Det ved vi alle.

Men så er det alligevel heller ikke mere sandt, end at de betingelser – så at sige – ikke rigtig længere er, hvad de måske engang har været. Ikke siden den første kristne påske, i al fald.

For dén Jesus, der i dag bliver ødslet olie udover, ja han rider senere i dag, sagtmodig på et æsel ind i den by, hvor han om nogle få dage skal gå smertens vej alene og – i et svagt øjeblik – tilsyneladende gudsforladt. Frem mod sit kors. Frem mod sin død.

Hans vej var dog beredt – og det er vores på en måde også. For lige så sandt, som vi også skal gå ad den vej, hvor vi til sidst må gå alene – fordi døden gør os ene – så er det dog samtidig den vej, han også gik.
Og som han har lovet at gå sammen med os.
Han er i døden og venter på os der, for at intet menneske – nogensinde eller nogetsteds – skal være uden Gud.

Og derfor spejler Maria i dag sandheden om vores liv: At kærligheden og livet trods alt er det stærkeste – langt stærkere end døden og tabet – også selv om det ikke altid ser sådan ud for vi mennesker.

Maria er billedet på det menneske, der tør kærligheden og det uproduktive og det ufornuftige.
Og dermed er hun billedet på det menneske, der er i overensstemmelse med den dybeste sandhed om vores liv, nemlig at det faktisk altid godt kan betale sig! Livet!

Amen

Prædiken til 3. søndag efter påske, 3. maj 2020

Joh. 14, 1-11

Evangelium:
Jesus sagde: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.”
Thomas sagde til ham: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?”
Jesus sagde til ham: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.”
Filip sagde til ham: ”Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.” Jesus sagde til ham: ”Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.”  Amen

Prædiken:
”Jeg er vejen og sandheden og livet”, siger Jesus til Thomas. Det er et nøglested i bibelen, og de første kristne kaldte sig derfor ”Vejen”. Kristendom som begreb kom først til senere.

”Vejen” er – måske også derfor – en af de sproglige billeder, vi danskere benytter oftest. Vi ønsker for os selv og vore børn at vi må komme godt i vej… ikke på afveje eller vildveje; der måske ender i en blindgyde.
Og som moderne superindividualister er vi jo nærmest forpligtet på altid at gå den lige vej, undgå omveje. Og det må gerne gå hurtigt, for ifølge vor tids vismænd: de økonomiske vismænd – er vækst den eneste løsning på alt… så se bare at komme ud i overhalingsbanen på motorvejen.

Men så kan det ske, at vi kommer i problemer. En uvelkommen coronavirus dukker op, og den stiller sig – frækt – midt på kørebanen. Vækstmotoren begynder at hakke, og pludselig er vi nødt til at stoppe op… dér… midt på vores vej. Alt går i stå. Surrealistisk, og som dagene går vokser tanken indeni os, at vi måske står ved en korsvej… at vi skal træffe et afgørende valg i vores liv. 

Jo, vores eksistens og vore valg – eller mangel på samme – er ofte knyttet sammen med vej-ord.

I de senere år har der raset en debat om, hvorvidt der er flere veje til Gud. Diskussionen er taget til i styrke og intensitet – ikke mindst fordi de store religioner enten tvinges på flugt eller flytter rundt i verden – og slår sig ned. Og kommer de tæt nok på os, kan de – som nogen ser det – pludselig true med at blive en del af vores dagligdag. Debatten har – mildt sagt – skabt opstandelse i kirkelige kredse. Og desværre for samtaleklimaet blev der hurtigt råbt ukvemsord, for noget skulle forsvares for enhver pris, og nogen skulle sendes ud i kulden – og hjem – i en fart… og det gerne i en fart.

Men kristendommen er – og har alle dage været – en levende samtale uden nagelfaste facitlister på de fleste punkter. Kristendommen trives bedst i et levende samfund med en åben og nysgerrig debat. Vore døde dogmer – de læresætninger, der så at sige er den bane, vi spiller på som kristne – skal i ny og næ ruskes op i – de skal vendes og drejes! Stå deres prøve i mødet med en foranderlig virkelighed.
Luther gjorde det for godt 500 år siden… og enhver tidsalder er forpligtet på at reflektere troen i sin tid. 

Vi mennesker tager næsten altid omveje, når det handler om at nærme sig Gud fx i forbindelse med store livskriser: død, sygdom, brud og store forandringer. Vi taler – i sagens natur – i billeder om det, vi ikke forstår eller virkelig frygter.

Og disse vore omveje henter ikke sjældent deres tankegods fra Det Gamle Testamente. I denne på mange måder kloge og velskrevne bog møder vi igen og igen jøder, der af mange grunde har forladt dydens smalle sti. Og så er det, at vi hører om, at Gud Jahve kom efter dem med straffe i form af sygdomme, naturkatastrofer, død og anden livsnedbrydende ødelæggelse. 

Nå ja, gamle dage, tænker vi måske. En anden kultur. Men i vores tid er det såmænd ikke så meget anderledes. Vi har stadig en evne til – og såmænd også en sans for – at hæfte naturkatastrofer op på Guds eller gudens vrede. Jeg kan da huske, at en iransk imam fx beskyldte en kvindes ”udfordrende” påklædning for at være skyld i et jordskælv.
Og et ugudeligt sammenrend af populistiske, amerikanske, såkaldt evangeliske præster og prædikanter var hurtigt ude og hævde nogenlunde det samme, da rystelser i Haitis undergrund tvang store dele af landet i knæ for nogle år siden, hvis I kan huske det? Og det seneste eksempel er enøjede, religiøse ledere, der udlægger corona-virussen som Guds straf over en ulydig, frafalden verden.

Den måde at tænke på, går for så vidt helt tilbage til den græske antik: ideen om, at mennesket – i ren overmod – kan begå hybris, som guderne – så sikkert som amen i olympen – straffer med nemesis… netop fordi mennesket går ud over sine menneskelige beføjelser og fx bevæger sig ind på gudernes territorie!

Det gamle Testamentes syndefaldsmyter, syndflod og Babelstårn udtrykker det samme. Fingrene væk, amigo… eller der falder brænde ned.

Præcis hvor bred – eller hvor smal – vores menneskelige vej er, dét ved kun Gud. Det ved hverken denne verdens straf-ivrige præster eller imamer eller rabbinere. Eller du og jeg for den sags skyld.

I vores evangelisk-lutherske kristne kirke peger alt manden på korset – Jesus Kristus. Det er ham, det drejer sig om. Det er ham, der afslører Guds sande ansigt.
Havde Han ikke gjort det, ville vi sådan set ikke ane ret meget om Gud. Ja, jeg er tilbøjelig til at tro, at vi så ville hænge fast i den gammeltestamentlige Guds hyppige vredesudbrud med efterfølgende straf. Og dermed ville mange af os nok gå rundt i evig angst for fordømmelse og fortabelse.

Tænk over det. Ikke engang gode, gamle Moses fik Guds ansigt at se, men måtte lade sig nøje med en brændende tornebusk. Og godt det samme, fristes man til at sige, for konsekvensen af at se Guds ansigt ville for jøderne i GT-traditionen være lig med død og udslettelse.

Men med Kristus, manden på korset, forandres alt dette distanceblænderi og hemmelighedskræmmeri. Jesus afslører nemlig Guds, sin Faders, sande ansigt.
Forfatteren til Johannes evangeliet belærer os igen og igen – og også i dag – om, at sønnen og faderen er sådan en ”ingen kommer til faderen uden ved mig” relation. 

Men guden i den brændende tornebusk den dag på Horeb bjerget har faktisk et menneskeligt ansigt, som vi får at se – både i glæde og smerte – i angst og fortvivlelse – i tro, håb og kærlighed. Og hele bevægelsen går vel at mærke fra Gud til menneske. Ikke omvendt. Fra himmel til jord – fra evighed til timelighed. Og det er Gud, der kender vejen.

Okay… men er det så ikke alt rigeligt? Behøver vi så overhovedet interessere os for vejen fra mennesket til Gud længere? Ja, er det ikke ligefrem en smule overmodigt at ville udtale sig om denne sag? Sådan lidt hybrisagtigt?
Jo måske, men vi kan jo altså slet ikke lade være. Den evne har den gode skaber udstyret os med. Nysgerrighed.

Nysgerrighed, evnen til at undres og forundres – og ikke mindst det at reflektere – er nu engang det, der konstituerer vi menneskers inderste væsen – ja hele vores væren. En løve overvejer ikke de moralske dilemmaer, før den overfalder sit bytte. Det gør vi mennesker – men ofte ikke så længe.

I en verden, hvor religionerne ikke længere er isoleret til bestemte geografiske egne – men flytter sig med de mennesker, der har taget dem til sig som gode, brugbare svar på vore dybeste længsler, så aktualiseres spørgsmålet yderligere – simpelthen fordi vi blander os med hinanden og deler vore dybeste tanker med hinanden: Hvor går vejen til frelse?  Er det kun gennem kristendommen? Hvad så med de øvrige verdensreligioners tilværelsestydninger og gudsforestillinger – er det blot humbug, ønsketænkning og løgneguder? Det rene tant og fjas og gamle skipperskrøner?

Det kan vi jo så hver især tænke lidt over… Personligt vil jeg bruge et øjeblik på at glæde mig over, at det gudskelov ikke er op til mig at skulle besvare det spørgsmål. For hvor i alverden skulle jeg vide det fra?  Kun Gud ved, om der findes flere veje til Gud. Jeg vil derfor hverken be- eller afkræfte det spørgsmål her i dag.

Men det, som jeg mener at vide noget om – som jeg tror fuldt og fast på – og vil tale til jer om søndag efter søndag – er den vej, som Jesus Kristus har banet for os mennesker – uanset om vi er ”jøde eller græker, træl eller fri, mand og kvinde”.

Og dén vej er brolagt med tro, håb og kærlighed. Og jeg tror faktisk også, at den er langt bredere, end vi nogle gange tror. Eller rettere sagt: det håber jeg!

Jo, for når jeg tænker på, hvem Kristus selv mødte på sin vej – og til stadighed møder – ja så er der da virkelig ingen smalle steder i Bredgade: Dér var – og der er fortsat – plads til en sand mangfoldighed af skabninger: farisæere og hyklere, onde og gode, forrædere og trofaste sjæle, fromme og skinhellige, vantro og snusfornuftige, småfolk og oldinge, prostituerede og fedterøve, de fattige i ånden og dem med kisten fuld af sølvtøj og nyslåede mønter, de rene af hjertet og dem med den sorteste samvittighed, de sørgende og de der jubler over livets lyse sider.

Der er plads til morderen, til røveren, den spedalske, de bindegale, den blodfattige, til de fremmede, og til alle dem der havde eller har en anden tro…
Kort sagt: Der er – også – plads til dig og mig. 

Vejen blev banet af tømrersønnen Jesus, der afslørede sig selv som Kristus, Guds søn – og den er banet for enhver skabning uden smålig skelnen til vores kald eller stand, vores etniske herkomst, seksuelle orientering eller andet uvedkommende! Og det takker vi dig for, Herre!  Amen

Prædiken til Skærtorsdag, 9. april 2020

Joh. 13, 1-15

EVANGELIUM:

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste.
Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig.

Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: ”Herre, vasker du mine fødder?”
Jesus svarede ham: ”Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.”
Peter sagde: ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.” Jesus svarede: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.”
Simon Peter sagde til ham: ”Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!”
Jesus sagde til ham: ”Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene – dog ikke alle.”
Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.

Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: ”Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” AMEN

PRÆDIKEN:

En god ven fra min studietid på teologi i Århus voksede op i et indremissionsk hjem med en ret voldsom grad af syndsbevidsthed. Han fortalte engang om, hvordan han som ung havde haft det forfærdeligt med at gå til alters. Han prøvede efter bedste evne at opføre sig så ordentligt og næstekærligt som muligt – prøvede virkelig at nå frem til søndagens gudstjeneste med – om ikke en snehvid samvittighed, så dog – med nogenlunde oprejst pande.

Men uge efter uge måtte han erkende, at det der med at holde de ti bud eller elske sin næste som sig selv, det er lettere sagt end gjort. Og så sad han der nede på kirkebænken med alle spekulationerne og kvababbelserne, når alle de andre rejste sig for at gå op for at modtage brødet og vinen. Han tænkte: ”Hvor i alverden skal jeg – med alle mine fejl og mangler og mærkelige tanker – dog finde modet til at nærme mig nadverbordet?”
Igen og igen lovede han sig selv, at nu – i denne uge – skulle det lykkes, men hver eneste søndag gentog historien sig.

Lige indtil den dag, hvor noget ligesom faldt på plads inde i ham, og han blev klar over, at han havde fået vendt alting på hovedet – at nadveren jo faktisk ikke er afslutningen på ugen, men derimod en væsentlig del af dens begyndelse: Nadveren uddeles ikke på ugens sidste, men på ugens første dag.

Og hver gang det er påskemorgen, giver Gud hele verden – og livet – og dig og mig – en ny begyndelse. Og han nøjes ikke med at skrive et nyt testamente, hvor du og jeg er indsat som førstearvinger til hans rige og evige kærlighed.  Nej, lige fra den første påskemorgen, som vi snart skal opleve igen – omend hver for sig – flytter han samtidig helligdagen – eller hviledagen om man vil – fra den sidste dag i ugen til den første.
Hvad betyder det? Jo, hvor den gamle visdom – jødernes – lød: Først må du yde, og – på syvendedagen, og efter alle dine mange anstrengelser – kan du nyde – efter fortjeneste. Ja, så lyder Guds nye – og ubegribelige – uendeligt gavmilde visdom: Før du går i gang med at yde noget som helst, så må du nyde – nyde hvilens sødme og tilgivelsens kraft. Betingelsesløst. Fortjent eller ufortjent – det lader sig jo dårligt afgøre, når vi ikke rigtig har nået at udfolde os.

Søndag, Sunday, solens dag, lysets og livets dag, skabelsens dag, den første dag i ugen gør Gud påskemorgen til Herrens dag, til nadverens dag. Til modtagelsens dag.

Derfor handler nadveren heller ikke om, at vi skal sidde hjemme som nu eller komme i kirken og være fejl- og pletfrie for at være værdige til at knæle og modtage brødet og vinen. Næh, for vi er jo kun lige akkurat stået op søndag morgen, når den opstandne giver sig selv til os i brødet og vinen.

Man igen: Hvad betyder det så? Ja, svaret er: alt! Det betyder nemlig, at vi er elsket på forhånd. Vi er altid allerede elsket. Vi er tilgivet på forhånd. Vi er altid allerede tilgivet. Og i den forstand er nadveren den ugentlige bekræftelse på den dåb, som vore forældre modtog på vore vegne – før vi selv vidste af det – ja, nogen af os er måske endda kommet sovende til den.

Men uanset om vi nu skreg i vilden sky eller sov sødeligt fra det hele, så gælder det samme: Dåben er aldrig vores mere eller mindre velfortjente løn for at have opført os ordentlig, elsket vores næste, holdt budene eller troet nok.
Dåben er som de hænder, der tog imod os og bar os og kærtegnede og beskyttede os – længe før vi kunne gøre eller sige fra eller til – i al fald med andet end pludren og tårnhøje hyl.

Og derfor hører dåben jo også til på den første dag i ugen – på Herrens dag – livets og opstandelsens dag.

Se, når jeg begynder her med dette her, som jo nok for de fleste er banal børnelærdom på en skærtorsdag, hvor Jesus påtager tjenerrollen og vasker disciplene fødder for at give dem et fint lille billede på, hvad det vil sige at udvise sand kærlighed, og hvor vi fejrer, at Jesus, indstifter nadveren – ja, så er det jo fordi, at ligesom som min studiekammerat grublede og led i sin ungdom, sådan er der mange af os, der tumler med, hvorvidt invitationen til nadveren – til Herrens bord – nu også virkelig gælder sådan en som mig.

Vi tumler vel alle mere eller mindre med, om vi nu også hører til i det gode selskab – alle os, som bestemt ikke altid opfører os som Guds bedste børn.

Men hver gang vi får den slags tanker, behøver vi bare at tænke Jesus og dette hans sidste måltid med de gode disciple, der ligger til bords med ham – hver med deres mere eller mindre blakkede fremtid foran dem.
Tænk på forræderen Judas – eller tvivleren Thomas – eller fornægteren Simon Peter – eller i virkeligheden hvem som helst af alle de andre. Så bør det stå os lysende klart, at vores adgangstegn til nadverbordet umuligt kan afhænge at, hvorvidt vi har svigtet os selv eller andre – eller hvorvidt vi er klippefaste i såvel vores tro som vores gerninger.

Sammen med Jesus denne aften er 12 unge, jødiske mænd. 12 helt almindelige mennesker: skrøbelige, vakkelvorne og overmodige, når da ikke lige den indre kujon får dem til at stikke halen mellem benene.
Alle som én må de stikke deres svedige, beskidte fødder frem og lade Jesus vaske dem, som om han er deres husslave. Og protesterne hjælper intet, Peter er som sædvanlig den, der råber højest: han skal ikke nyde noget, hvad ligner det, det burde da være lige omvendt.

Og tænk over det, for det er jo præcis, hvad det altid er, når det er Jesus, det handler om: Den omvendte verden. Peter, der ikke skal nyde noget, men han bliver sat på plads, for ved Herrens eget bord får vi lov at nyde, før vi kan komme til at yde. Og prøv lige engang at tænk den tanke til ende, at de gode disciple skulle have ventet til efter påske – efter langfredags svigt og deres forræderi og fornægtelser.
Tænk, hvis de havde skullet vente på, at hanen galede 2 gange med at se, hvem der havde ret til en plads i det gode selskab? Mon ikke, vi så kan blive enige om, at der så var der blevet – om ikke 12 kurve, så dog – 12 små brød til overs efter det måltid.
”Det burde være lige omvendt”, siger Peter, men det er det Gud ske tak og lov ikke!  Gud venter nemlig ikke på, at vi eventuelt kommer dertil, at vi fortryder alle vore selviske handlinger og omvender os, alt imens vores mund løber over af hulkende, men håbløst tomme løfter om bod og bedring.
Næh, Han har da forlængst åbnet sine arme for os.

Ved at lade sin søn føde her på jorden og lade Ham gå i døden, som vi hører om det i morgen, og opstå, som vi hører på søndag, ja, så vil Gud fortælle os, at Han – gennem Jesus Kristus – selv er vendt om, for at vi kan nyde, uanset hvor lidt vi yder.
For nadveren er ikke ugens afslutning. Nadveren er ugens begyndelse. Skidtet skal ikke først vaskes af oven på alt det svineri, vi nu hver især roder os ud i. Skidtet er vasket af, allerede inden vi får begyndt.

Men er det hele så lige meget, tænker I måske? Så er det vel bare at give den gas og få noget raget til sig, mens tid er – og inden de andre opdager, at man er ved at rydde bordet? Nej, selvfølgelig ikke!

”Jeg har givet jer et forbillede,” siger Jesus, da han er blevet færdig med at vaske dagens skidt og støv af deres fødder. ”I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. I skal være forbilleder, gode eksempler i den uge, der ligger ny og blank foran jer”. Uge efter uge. Så godt I formår”.

Det samme gælder os. Vi skal også være forbilleder. Og alle bliver vi, søndag efter søndag, sendt ud af valgmenighedskirken som Guds medarbejdere i dén verden, vi nu lever i: Den verden, som i uhyggelig grad trænger til gode forbilleder. Trænger til mennesker, der bare et øjeblik vil holde op med at tænke på sig selv – rage til sig fra bunken af denne verdens bonusser, fede pensioner, fastholdelseshonorarer, eftervederlag – stoppe med at lukke grænser, skille familier ad, og sende folk væk og ud i kulden og mørket.

Vi kan ikke undslå os – vi kan ikke løbe fra opgaven. Dårlige undskyldninger fejes væk, for hver eneste søndag sendes vi ud i Guds tjeneste – velsignede til at være til velsignelse for andre. Og vi er velsignede på forskud og på forhånd.
For det er jo det, som det betyder, når vi på ugens første dag knæler og modtager brødet og vinen: Vi er noget så sjældent og eksotisk som forudlønnede.

Gud viser sig nemlig i sin søn, Jesus Kristus, som en forud-indtaget Gud. Og der for er vi forud-elskede. Forud-tilgivne. Forud-frelste. Og det dybt forunderlige er, at i aften – og på søndag – er festbordet dækket igen. Så bøjer Jesus sig mod os og – for Gud ved hvilken gang – giver han os alle hver især en ny begyndelse – et eksempel til efterfølgelse i kærlighed.
Se, det burde da vække vild opstandelse! Amen.

Prædiken til 2. søndag efter påske 26. april 2020

Joh. 10, 22-30

Evangelium:
Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomons Søjlegang.
Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte:
”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.”
Jesus svarede dem: ”Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får.
Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd.
Jeg og Faderen er ét.”
AMEN

Prædiken:
I min tid som højskoleforstander i både Ryslinge og Askov underviste jeg bl.a. eleverne i faget retorik, altså kunsten at lære at bruge sproget som et bevidst middel til kommunikation. Og i den sammenhæng viste jeg gerne nogle filmklip fra nazismens voksealder i 1930’ernes Tyskland, som med vore dages forbud mod store forsamlinger på grund af smittefare tager sig noget forrykt ud med de kolossale menneskemængder stuvet sammen på store pladser. Men det var nu noget andet, jeg bad eleverne holde øje med.

Jeg bad dem lægge mærke til, hvordan en kæmpestor flok kan styres ved hjælp af visse hjælpemidler… en bevidst brug af sprog, gestik og fremførelse.
I alle klippene sker det samme: Et næsten hørbart sug af forventning går igennem den tusindtallige skare, når en lille mand i uniform og med et karakteristisk overskæg stiger op på podiet foran dem. Han taler til dem med en bydende stemme, der begynder i et nogenlunde normalt toneleje, men som hele tiden stiger i intensitet og styrke.

Og virkningen udebliver ikke. Menneskemængden kommer ligesom til live, og snart løfter de – som var de én organisme – en helt udstrakt, højre arm for at hylde taleren, den lille koleriske mand: ”Heil Hitler, heil Hitler, heil Hitler”, gjalder det mod pladsens betonsider.

Vi bliver stadig skræmt af billederne, for i dag kender vi jo hele historien om Hitlers totalitære tusindårsrige. Oprindeligt var hans projekt måske at tvivlsomt forsøg på at genoprette det tyske folks værdighed og selvrespekt efter den smertelige fred, der blev indgået i Versailles efter Den første Verdenskrig, men snart gik alt grassat, og projektet eksploderede i vanvidsforestillinger om et tredje rige, et tredje imperium, et nyt tusindårsrige.

På blot nogle få år blev Den anden Verdenskrig talt – eller skreget – frem. Endnu en verdensomspændende krig med millioner og atter millioner af tilintetgjorte menneskeliv – de allieredes liv, de handicappedes, de homoseksuelles, de farvedes, jødernes, ja sågar hans eget folks blod flød som utæmmede floder gennem det land med de byer, der husede de mennesker, der i århundreder har haft størst indflydelse på, hvad vi – også i dag, her i Danmark – regner for smukt, begavet og sandt inden for kunsten, teologien, filosofien og musikken.

Hitlers lederskab var baseret på propaganda, censur, tvang og død. Hitler var ikke en mand, som man fulgte, han drev selv masserne frem… de masser, der – godt hjulpet af en verdensomspændende, økonomisk krise – snart blev grebet af en hypnotisk trang til og altfortærende tørst efter tidligere tiders storhed – og efter at høre sandheden påny.

Og Hitler præsenterede dem skam for en sandhed: hård og brutal – og såre simpel: Verden, sagde han, er en kampplads mellem forskellige racer, og den germanske – den ariske race – er den stærkeste og ædleste… og har derfor retten til at herske og betvinge. ”For mig er Tyskland sandheden”, brølede den lille mand i uniformen med tænder i undermunden blottede, så spyttet ramte de store Telefunken-mikrofoner i kaskader.

Og han lod handling følge ord. Forskruede og ekstremt voldelige handlinger blev udført med så stor en beslutsomhed og voldsomhed, at det i sig selv blev en grund til at underlægge sig lederen eller regimet.

En stærk leder og en masse mennesker, der først var fulde af håb, så forvirrede og til sidst bange.

Både før og efter Hitler har der været ledere, der tilbød en sandhed, der sådan set ikke stod til diskussion, men blot skulle tages til efterretning, og som blev tvunget igennem om nødvendigt. Gennem halve sandheder og hele løgne, der blev gentaget tilstrækkeligt mange gange, blev mennesker til sidst døve for det absurde i dem, døve for løgnen.

”Verden vil bedrages – jamen, så lad den blive bedraget!”
Sådan lyder et gammelt ordsprog. Og det er da også nemt nok for os, der lever i et demokrati med folkevalgte politikere, som vi – i al fald før corona-virussen – kunne se optræde på slap line i fx ”Vild med dans” og anden underholdning for stemmeslugere og deres trofaste vælgere, i dag at ryste på hovedet af eller eventuelt have lidt ondt af de millioner af tyskere, der tilsyneladende frivilligt underlagde sig et vanvittigt diktatur… og hævede højre arm til hilsen.

Men er spørgsmålet til os i dag ikke, om vi er så meget anderledes end dem? Kan vi helt ærligt sige, at vi aldrig glemmer at tænke selv og lader nogen stikke os blår i øjnene? At vi aldrig falder for spindoktorernes eller lobbyisterne lokkende propaganda? Kan vi sige, at vi aldrig forfalder til at se verden i en forsimplet, fordrejet version, fordi vi ikke gider at sætte os ind i tingene? At vi aldrig lader os drive af massernes meninger, men altid bevarer vores egen integritet og medmenneskelighed?

I så fald er vi vist den første generation af mennesker, der ikke er forvirrede og længes efter en simplere tilværelse end det rodede sammensurium, som livet til alle tider har haft en tendens til at udvikle sig til.

Jeg tror såmænd ikke, vi er så meget anderledes, end de var på Hitlers tid – eller på Jesu tid for den sags skyld. Jeg tror, at længslen efter at blive drevet frem af en stærk leder, der tilbyder en sandhed, der kan stoppe de endeløse diskussioner og tvinge os fremad – i samlet flok – også er tilstede i dag… ganske som den var det dengang.

Hvis vi kigger os lidt rundt i verden her i vores tid, skulle det heller ikke være så svært at finde eksempler på den type ledere – og mennesker, der begejstret følger dem. Såmænd også ganske tæt på os. Hviderusland, Ungarn, … og USA, hvor en præsident her i weekenden har bedt sin befolkning spise desinfektionsmidler som værn mod COVID19.

”Hvor længe vil du holde os hen”, spørger jøderne Jesus i dagens evangelium – sig os det rent ud, hvis du er Kristus!

De har slået ring om ham, så han ikke sådan lige kan undslippe. Alt efter ringens størrelse er det en truende gestus, der i al fald viser, at de, der spørger, kræver et svar, som ikke sådan lige kan anfægtes.

Men Jesus nægter. Her – som så mange andre gange og steder – nægter han at give beviser. For Jesus vil ikke imødekomme vores trang til at blive drevet. Han vil derimod gerne have, at vi skal følge. Følge Ham.
Af vores egen fri vilje.
Og det er noget helt andet, hvis nogen skulle være i tvivl.

Jesus driver ikke mennesker rundt i manegen, nej, han går foran mennesker som hyrde. Sådan som det rent faktisk foregår, når en hyrde fører sine får et nyt sted hen. Han jager ikke, han driver ikke, han truer ikke, han bliver fulgt af dem, der har fundet ud af, at der kommer noget godt ud af at følge ham…

Det kan umiddelbart lyde lidt mærkeligt, men måske er det derfor, vi ender med at korsfæste ham. Jøderne samler da også sten op efter Jesu Han lever jo ikke op til vores forventninger om en stærk leder. Hvis vi helt eller delvist skal opgive vores personlige frihed for at underlægge os en stærk leder – eller ligefrem en frelser – ja, så skal han da godt nok være én, der kan banke igennem lydmuren af lige dele ligegyldig kværulanteri og støj, en vi kan se op til, ja sætte op på en piedestal – måske en trone.

Og Jesu håbløse ydmyghed, hans ulidelige sagtmodighed og udtalte modvilje mod at makke ret og f.eks. udføre mirakler, der ligesom kunne sætte skabet – ja, det batter ligesom ikke rigtig noget, når propaganda-maskinen for alvor skal op i gear, så kritikken forstummer.

At høre Jesu røst og følge ham er ikke den lette vej. Det er ikke en hårdtslående sandhed. Men det er ikke desto mindre en virkelig sandhed. Ja faktisk den eneste virkelige. Alle de andre simple sandheder er illusioner, fordi de tager et lille udsnit af vores tilværelse og pumper det op til det eneste sande. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Hvis vi tænker over vores liv, så er tilværelsen jo ikke enkel og simpel. Virkeligheden er mangfoldig, mennesker er både facetterede og komplicerede. Livet er fyldt af nuancer.

En sjælden gang kan vi opleve et ”enten-eller”, men oftest møder vi ”både-og”. Og Jesus tilbyder os ikke noget andet. Han slår ikke et ordentligt sving med hyrdestaven, som om den var en tryllestav, så vores livs puslespilsbrikker én gang for alle lægger sig på deres rette plads. Der er stadigvæk masser af kanter og hjørner, som vi ikke kan få til at passe sammen. Ting vi ikke forstår. Ting, der ikke – selv om vi analyserer os helt blå i hovedet – giver mening for os.

Livets regnestykke går ikke op. Jesus tager det ikke fra os. Han nægter at forgude et lille stykke af virkeligheden på bekostning af alt det andet. I følgeskab med ham bliver livet ikke simpelt, nemt og gennemskueligt.

Paulus beskriver det rammende, når han siger: ”Nu ser vi et spejl, i en gåde”. Stykkevis og delt. Det er de vilkår, vi har fået livet på. Og ja, det er skræmmende og kan nok fylde os med bæven. Men det kan også fylde os med glæde, fordi det er underfuldt, at alt ikke er afgjort på forhånd. At der er muligheder. At ting kan åbne sig og lukke sig og ændre sig.

Jesus går selv den vej, han forkynder. Menneskelivets vej. Han nægter at være konge. Han nægter at være diktator. Han nægter at slå os i hovedet. At mange så sidenhen – og sandelig også i kristendommens navn – har slået hinanden og andre i hovedet – og ihjel – for hans navns skyld – kan aldrig blive hans problem. Kun vores.

Den gode hyrde er ikke ham, der viser os genveje til det forsimplede og kalorielette liv. Den gode hyrde er ham, der har tålmodigheden til at gå hele den slidsomme, besværlige og vidunderlige vej sammen med os. I glæde og sorg. I medgang og modgang. I liv og død.

Jesus vil ikke være et orakel. Han vil, at vi skal tænke selv. Kristendommen er ikke en facitliste med korrekte svar på alle vores spørgsmål. Livet er stort og åbent. Klar til fortolkning. Frydefuldt og skræmmende på én gang.

Men vi er ikke alene i det. Vi er sammen med ham, der allerede har levet det fuldt ud… og nu lever det sammen med hver enkelt af os. Og engang – bliver det lovet os – skal det hele gå op i en højere enhed. Når alt går op i Gud.

Men indtil da skal vi forsøge at holde os på vejen sammen med ham. Hvis det mislykkes, går han – som den gode hyrde – ud og leder efter os. Og han bliver ved, indtil han finder os.

Så, kære venner, lad os i disse coronatider stå sammen om at værne hinandens liv – hver for sig. Men lad os også med evangeliets ord i baghovedet være modige, så vi tør tænke selv – uden hele tiden at lytte efter facitlister eller lede efter nemme løsninger på livets bageste sider. Og lad os bare bruge poesien og springe rundt i de store ord som i en trampolin, hvor vi ikke altid ved, hvor vi lander. Og lad os med Paulus i erindringen bare hvile i gåderne indtil den dag, hvor det stykkevise forsvinder og vi skal se klart!
Se klart i Hans varme lys.

AMEN

Prædiken til første søndag efter påske, 19. april 2020, kl. 11.00

Joh. 21,15-19

Evangelium: 
Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter:
”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?”
Han svarede: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.”
Jesus sagde til ham: ”Vogt mine lam!”

Igen, for anden gang, sagde han til ham: ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?”
Han svarede: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.”
Jesus sagde til ham: ”Vær hyrde for mine får!”

Jesus sagde til ham for tredje gang: ”Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?”
Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: ”Har du mig kær?” og han svarede ham: ”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.”
Jesus sagde til ham: ”Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.”

Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med.
Og da han havde sagt det, sagde han til ham: ”Følg mig!” Amen

Prædiken:
Efterhånden som vi bliver ældre – og det er jo stadigvæk langt de fleste af os, der gør det, som dagene går – ja, så passerer vi på et tidspunkt det punkt i livet, hvor vi har levet længere, end vi statistisk kan forvente at være i live… Så godt og vel endda, måske.

Og selv om vi ikke lige har statistikken ved hånden, kan vi såmænd godt mærke, hvornår vi har passeret vort livs midtpunkt, vort livs zenit. Det kan fx synes som om, solen ligesom har tabt højde. I al fald kaster vi ligesom en længere og længere skygge i livet.

Og som om det ikke er forstemmende nok, må vi samtidig se i øjnene, at vi mister færdigheder. Ikke hver dag, men ind imellem må vi erkende, at ”okay, dét kan du så heller ikke gøre mere.” Der kan være tale om så meget: at slå flikflak, at tråde en nål uden brug af både briller og det klare lys fra stuens bedste lampe, eller at rejse sig fra sengen uden at sætte fra i madrassen med mindst én hånd.

Omvendt samler vi selvfølgelig også noget op undervejs – og når det ind imellem lykkes os at trænge et ungt menneske op i et hjørne, så det ikke kan undslå sig for at høre på os, kan vi finde på at kalde det ”Livs-visdom”.

”Det er sådan noget, der kommer med alderen,” siger vi så – lige i det øjeblik, da de kigger op fra mobiltelefonen for at lade sig forstyrre af sådan et gammelt spektakel som os.  Og nu, da vi har den unges opmærksomhed, understreger vi gerne tyngden af vore ord ved at knibe øjnene sammen og nikke eftertænksomt.

”Tag nu bare tavshed”, siger vi. ”Det er faktisk ikke alt, man tænker på at sige, som man behøver at sige. Noget har faktisk allerbedst af at forblive uudsagt!”

På dette tidspunkt er den unge selvfølgelig forlængst undveget og forsvundet tilbage til Facebook eller Twitter, men vi holder nu alligevel lidt fast i vores tanke, for vi kan godt mærke, at denne gang kom der vist alligevel noget ganske fornuftigt ud af munden på os.

For det er jo sandt. Ikke alle ting behøver at blive sagt. Gudskelov. Den erfaring kan komme til os, når det fx pludselig slår os, at vi faktisk kan færdiggøre mange af vores ægtefælles sætninger. Eller måske kommer vi med tiden simpelthen bare til den erkendelse, at vi gennem alt for lang tid har sagt alt for meget – til alt for mange.

Det uudsagte giver nemlig plads til tavsheden, der kan være så vidunderlig at være i. Det uudsagte skaber et frirum mellem mennesker. Et rum til fortolkning.

Det uudsagte er som oftest det selvfølgelige, det der giver sig selv, det vi udmærket véd, uden at vi behøver at sige, at vi véd det. Der er en tavs viden mellem os – og altså ikke mindst ofte mellem ægtefæller eller gamle venner.

Den tavse viden binder os sammen og skal ikke hele tiden udsiges. Følelsen af samhørighed kan blomstre og leve – også uden at der bliver sagt et eneste ord.

Jamen – hvis vi så skal vende os mod dagens evangelium – hvorfor i alverden beder Jesus da Peter gentage, at han elsker ham? Hvorfor spørger han hele 3 gange, om Peter har ham kær?
Hvorfor bringer Jesus dét på bane, som har været helt selvfølgeligt, lige siden dengang Jesus første gang – et par år tidligere – sagde: ”Følg mig!”?

Ja, for det første er vi i en anden tid – nemlig tiden efter Jesu død og opstandelse. Men også dagens evangelium slutter med, at Jesus siger til Peter: ”Følg mig!”
Men er det nu det samme som dengang i Kapernaum – altså længe før hans død og opstandelse?

Tja, de har jo været igennem så meget – først sammen, men her på det seneste navnlig hver for sig. Peter svigtede Jesus på det grusomste, da han – natten før korsfæstelsen i ypperstepræsten Kajfas gård – fornægtede sin Mester tre gange, inden hanen havde galet to gange. Og Peter var fuldkommen fraværende under korsfæstelsen.

Det virker faktisk, som om Jesus nu forsøger at hente ham tilbage. Tre gange spørger han Peter om hans kærlighed. Tre gange spørger han den, der har svigtet ham tre gange.

Det er i øvrigt ret påfaldende, at Peter tilsyneladende har glemt alt om sit fatale svigt. Han virker helt uforstående og bliver nærmest lidt irriteret eller sørgmodig over, at Jesus kan finde på at spørge ham tre gange.
Og han siger: ”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.”
Tænk, har han virkelig det? Han som i den mørke nat – forrådelsesnatten – bandede og svovlede og afsvor enhver samhørighed med Jesus, da nogen genkendte ham som en af hans disciple og ville have soldater til at gribe ham også: ”Åh, vil du ikke ta’ og klappe i! Du tager jo fejl. Jeg kender overhovedet ikke det menneske.”

Det selvsamme menneske siger nu – her på den anden side af Jesu død og opstandelse – og med samme ilterhed – at han selvfølgelig elsker Jesus, og at deres samhørighed er så selvfølgelig, at den slet ikke behøver at blive sagt højt.

Måske kan der ligefrem være tale om en fortrængning, når vi forsøger at dække os bag det, der ikke behøver at blive sagt – ja, faktisk helst ikke skal siges! Sådan som vi nogle gange kan finde på at gøre, når vi – måske lidt for ivrigt – erklærer vores venskab, hengivenhed eller ligefrem kærlighed over for et menneske – også for at skjule vores eventuelle svigt mod det. Hvor vi altså nærmest forsøger at foregive, at det, der skete, ikke var noget, vi gjorde, men snarere var noget, der ligesom bare skete. At det hele var en slags uheld, og et uheld er vel ikke ansvarspådragende?

Men det kan også tænkes, at Peter har nået til den selvindsigt, at hans svigt overfor Jesus er så stort, netop fordi hans kærlighed til ham er det. Kæmpestor.
Vi kan jo føle os mest svigtet af dem vi elsker mest, og der er ikke nogen større magt end magten til at svigte dem som elsker os, og som vi elsker.

Bruddene mellem mennesker er aldrig dybere og mere forbitrede end dér, hvor samhørigheden er – eller har været – størst.
Det er en kendsgerning, vi godt i visse situationer kan have lyst til at fortrænge, men det bliver det ikke mindre sandt eller virkeligt af.

Måske er Peter ved at indse, at det også var hans kolossale kærlighed til Jesus, som fik ham til at svigte sin mester så fatalt, så iltert, så eftertrykkeligt.

Hvorom alting er, så er det dog endnu ikke evangeliets virkelighed. For evangeliets virkelighed beror ikke på gensidighed. Evangeliets virkelighed udspringer af Guds ensidige handling. Det er Gud – og kun Gud – som helt uden forbehold handler godt mod mennesket. Det er Gud – og kun Gud – som her viser mennesket kærligheden til døden.

Og det er lige præcis dén, som Peter fornægter – ikke tør binde an med: kærligheden til døden.
Og ja, det vidste Jesus allerede dengang, da han sagde til Peter, at han ville fornægte ham tre gange, inden hanen havde galet to gange. Og Peter benægtede det med en kraft, som kun blev overgået af de eder, hvormed han sidenhen – kun få timer senere – fornægtede ham. Peter nægtede at se i øjnene – han fornægtede – at Gud gav sig helt og holdent til ham. Han slog blikket ned og vendte ryggen til den Gud, der med åbne øjne gik i døden for ham.

Valgmenighedspræst Niels Grønkjær fra Vartov siger det fremragende: ”Det er nemt nok at benægte, at Gud eksisterer; det bliver ikke til andet end ateisme-light. Det er noget helt andet at fornægte den Gud, som hengiver sig for mennesket.”

Se, det er Peters svigt – Peters ateisme: Han svigter Gud, fordi han handler godt imod ham – helt uden forbehold. Når Peter siger: ”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær”, så betyder det også, at Jesus vidste, at Peter ville svigte ham, fordi han elsker ham. Men Jesus véd så selvfølgelig også, at selv det faktum ikke vil svække hans kærlighed til Peter.

Og det er Guds alvidenhed. Og dén er vedholdende og helt selvfølgelig, og derfor siger han – igen: ’”Følg mig!”

Det er måske kun i evangeliet, at det selvfølgelige kan siges igen og igen, uden at det mister sin kraft.

I Dagens Danmark er der jo ikke ligefrem mangel på folk, som gerne siger alt, hvad der falder dem ind. Vi har på mange måder fjernet det nyttige filter mellem det indre og det ydre. Man kan fx høre nogen sige, at ”nu tænker jeg lige højt” – det handler som regel om at bevare taleretten, og det giver ofte et foruroligende indblik i, hvad der rører sig i den talendes indre. Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvad der skal siges i dag. Det danske Akademi er det seneste eksempel på det.

Igen har Niels Grønkjær sagt det bedre og klarere end de fleste: ”Det er ikke længere det ydre, der besætter det indre. Det er det indre, der besætter det ydre. Vores fælles ydre livsverden er forsvarsløs over for den endeløse flom af meningstilkendegivelser og følelsesudbrud.”

Og sandt er det, at det ikke er meget, vi i dag bliver fri for at høre på. Intet skal få lov til at forblive uudsagt. Og resultatet er, at det frirum, hvor mennesker kan bevæge sig, mødes, være sammen, bliver meget, meget småt.

Men i dagens evangelium bliver det uudsagte sagt – og det med en kraft som skaber en ny virkelighed: opstandelsens virkelighed. Jesu gentagne ord grundfæster samhørigheden mellem Gud og mennesker én gang for alle – og uden at lade sig forstyrre af fortrængninger eller de mere eller mindre kløgtige selvindsigter, som et menneske måtte mene at have erhvervet sig.

Efter påskens begivenheder er vores virkelige virkelighed den, at Gud med sin opstandelse har overvundet døden. Overvundet den død, som vi mennesker – med alle vore mange drifter og fatale svigt – beredte for ham. Sendte ham ind i. Klyngede ham op i.

Men alle disse svigt får ikke Ham til at vige. Ikke en tomme. Vores – menneskets – forræderi får ikke Ham til at forråde os – sin skabning… får ikke Ham til at opgive sin kærlighed til os, hans kære børn.

For Gud véd alt. Og det er jo ikke kun Peter, som lever af det evangelium. Det gør enhver – til alle tider – alle de af os, som hører kaldet: ”Følg mig!”
Det åbner et fantastisk frirum. Et fortolkningsrum at leve i. Det giver sig selv, fordi Gud har givet sig selv til os. På trods af alle vores ateismer, alle vores svigt.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

Prædiken til Mariæ Bebudelses søndag, den 29. marts 2020

Luk. 1,46-55

Evangelium:
Da sagde Maria: “Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort.

Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed, som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.”
Amen

Prædiken:
I dag er det Mariæ Bebudelsesdag
. Den dag, hvor det imponerende himmelvæsen, ærkeenglen Gabriel, kom til teenageren Maria med en komplet ubegribelig og fuldstændig livsforandrende besked. Gabriel var nemlig sendt i byen for at fortælle Annas datter, at hun vil føde et barn. Uden at være sammen med en mand. Og ikke et hvilket som helst barn. Hun skal føde Guds egen søn.
Tak for kaffe. Det kan man da kalde breaking news!

At den purunge pige skal blive med barn og føde en søn kunne vi have hørt vi fra profeten Esajas, hvis jeg havde læst dagens lektie. Heri forudsiger han netop dette – 800 år før det faktisk skete. Det kan man da kalde rettidig omhu. Eller at blive varskoet i tide. Måske var Esajas også lige vel tidligt ude, for profeten spår også, at drengen skal have navnet Immanuel, der betyder “Gud med os”.

Det blev så ikke lige det navn, Jesus fik, men Esajas tog nu alligevel ikke helt fejl, for hvis vi tænker lidt over det, blev det jo faktisk netop den opgave, han tog på sig, netop at være med os. Jesus blev “Gud (sammen) med os”.

Og det navn, han så faktisk fik, nemlig ”Jesus”, betyder derimod “Gud frelser”, og det siger også noget om måden, som Gud er med os på – siger noget om, hvordan Gud vælger at træde ind i vores historie på. Hans nye plan for os. Eller rettere sammen med os.

For denne gang kommer han ikke som den strenge dommer, eller linjevogteren, der nidkært vogter alle vores skridt, og som lader straffen falde i samme øjeblik, vi træder ved siden af. Næh, Gud vælger tværtimod nu at være med os – sammen med os – og med den hensigt at være den, der vil frelse sit menneske. Ikke straffe. Frelse.

Man kan godt undre sig lidt over, hvordan den almægtige Gud vil føre sin nye, store plan ud i livet om at være med sit menneske, for han bruger da de underligste metoder – og vælger såmænd også nogle redskaber, der ikke umiddelbart er oplagte førstevalg. Jeg mener, det er jo ikke en velbjærget, velsitueret kvinde fra Jerusalem, som Gud udser sig til at føde – og derefter tage vare på sin Søn.

Det ville vel ellers have kunnet sikret en forsvarlig fødsel i trygge omgivelser, og det ville højst sandsynligt have borget for en ordentlig opvækst i trygge, varme rammer – alt sammen med en langt større sikkerhed for overlevelse end en kold og klam fødsel i en uopvarmet stald – og umiddelbart derefter en desperat flugt over hals og hoved til Ægypten.

Men sådan skulle det åbenbart ikke være. Tværimod var det Maria, der fandt nåde for Herrens øjne – en helt ung kvinde fra Nazareth. Ja, nærmest kun et barn. Bare 15 år gammel, så hun kunne have gået i 8. eller 9. klasse oppe på Friskolen. Gift var hun heller ikke. I en kultur, der lod familierne arrangere ægteskaberne for de unge mennesker, var hun derimod lovet væk til den noget ældre tømrer, Josef, der forståeligt nok fik lidt kolde fødder, da et referat af dagens begivenheder nåede hans ører.

Men som Matthæus lakonisk beretter, besindede han sig for ikke at bringe skam over sin forlovede. Og det skal han have tak for, fordi loven var sådan skruet sammen, at hvis han havde undsagt hende og ført sin første tilskyndelse om at bryde forlovelsen ud i livet – hvilket man vel ikke kunne have fortænkt ham i (for hvor mange mænd i dag ville acceptere den forlovedes forklaring om, at ”helligånden” kom forbi, og nu er jeg gravid) – ja så ville Maria være en udstødt i sin by, en paria overladt til sin egen skæbne, altså sin død.

Og der er flere ting ved Marias historie, der kan undre.
For det første, at hun – som i øvrigt også mange andre af personerne i bibelen – ikke sådan går og “snakker med Gud til hverdag”. Det er noget meget specielt, når det sker.
Guds øjne er faldet på Maria, og han henvender sig til hende gennem sin engel Gabriel, der meddeler hende, at hun er udset til at føde Guds egen søn.

Det er næppe for meget sagt, at den oplysning må være kommet bag på Maria. Det kan derfor ikke undre, at det første, englen siger til hende, er: frygt ikke! For når man møder noget så vanvittigt langt ude i hampen og absolut ikke – heller ikke for Maria – dagligdags som en engel, ja, så er frygt da den mest nærliggende følelse. Ren rædsel.

Fuldstændig som det ville være, hvis Gud fandt på at meddele sig til én af os i dag. Maria var jo ikke anderledes end et hvilket som helst andet menneske. Hun havde ikke mere tro end andre, sikkert heller ikke mere tro end de fleste af os i dag har.

Det er faktisk først den kirkelige tradition, der – langt senere – gør hende til noget specielt. Især den katolske tradition, hvor man næsten kan få den fornemmelse, at hun fylder mere end den søn, hun gav liv til.

Men okay, holder vi os nu til bibelens ord, og ser bort fra den katolske kirkes Mariadyrkelse, så er hun et – på alle måder – helt almindeligt menneske – der aldersmæssigt befinder sig på grænsen mellem barndom og ungdom… En ung pige, der, ligesom de andre unge piger i provinsflækken mod nord, Nazareth, sikkert gik og drømte om mand og børn, en lille lerklinet hytte med fornuftige prioritetslån og et liv som håndværkerkone, tømrerens medhjælpende hustru.

Men det skulle gå anderledes.
“Jeg er Guds ringe tjenerinde”, siger Maria – efter at have sundet sig – om sig selv. Og så lovpriser hun Gud for at have ophøjet det ringe, for at have set – og fundet en værdi i – det gennemsnitlige. Ja, ligefrem det afmægtige.

Og den lovprisning, som hun bryder ud i efter at være flygtet op til sin gravide tante Elisabeth (det er hende, der bliver mor til Johannes Døberen) for at få noget støtte, fortæller os også en stor del om hvem Gud er og hvad tro i grunden er.

Vi kan nemlig tillade os konkludere, at Gud tilsyneladende godt vil have med de helt almindelige, falafel-fortærende jøder at gøre… eller kedelige, gennemsnitlige leverpostejs-spisende danskere. Noget så ordinært som helt almindelige mennesker kan Han ligefrem finde på at bruge som redskaber for at få sin vilje ført ud i livet.

Og så er der tilmed det med Guds ord, at det skaber, hvad det nævner – i det øjeblik, det udsiges. Så når Gud – godt nok gennem sit sendebud Gabriel – siger til Maria, at hun skal blive gravid – ja, så bliver hun det i samme sekund. Sådan er Guds ord så forskellige fra alle vores ord, der bare omtaler virkeligheden. Beskriver den. Guds ord skaber virkeligheden. Og det gør Guds ord også for Maria.

Maria havde ikke på nogen måde gjort sig fortjent til Guds udvælgelse. Der var umiddelbart intet i hendes korte liv, der – indtil da – kunne have overbevist Gud om, at: “Her er hun. Her er hende, der er egnet til at føde min søn.”

Næh, jeg tror, at det forholder sig lige omvendt. Det forunderlige sker, da Gud vælger hende… da bliver hun egnet. Da Gud vælger hende, skaber Han samtidig Jomfru Maria, den helgen, der har fået æren af at blive nævnt i vores trosbekendelse hver søndag her i vores kirke – hende, der bliver dyrket verden over.

Så Maria skal altså ikke dyrkes for, hvad hun var i sig selv, men for hvad Gud skabte i hende. Og det fortæller os så noget om tro. For Marias store bedrift i verdenshistorien var egentlig ”bare” at give plads… at være et redskab i Guds frelserhistorie, der tager sit udgangspunkt i en kærlighed lige så ubegribelig som jomfrufødsler og alt andet, der snarere skaber en hyletone fremfor klarhed inde i vore hoveder, når vi forsøger at begribe det.

Marias store fortjeneste var at være så almindelig og ordinær – og ikke tænke andet om sig selv, end at det var nøjagtig det, hun var – så der ikke var noget, der stod i vejen for, at Gud kunne fylde hende med sit liv… sådan at Guds herlighed kunne vises ved hende.
Maria kan på dén måde lære os ganske meget om tro.
Hun kan lære os:

  • at tro ikke er en åndelig kraftpræstation, som vi skal kunne levere, for at Gud gider have noget med os at gøre.
  • at tro ikke betyder, at vi skal bilde os noget ind om virkeligheden, dér hvor vi enten ikke forstår den, eller ikke kan forlige os med den.
  • at tro tværtimod kan være at give afkald på at kunne overskue eller begribe det, der alligevel bliver ved med at være uoverskueligt og ubegribeligt, uanset hvor meget vi så spekulerer over det. Som det er, når Gud handler. Som det er, når Gud fører sin vilje ud i vores liv.
  • at tro er at se virkeligheden, som den er, tage den til efterretning – og samtidigt kunne holde det ud, man ser!

For lad os se det i øjnene: Nogle gange er den virkelighed, som vi hver især kan få øje på, kun til at holde ud, hvis vi samtidig lytter til Jesu ord til os – og tager budskabet til os. Tager evangeliets ord til os om, at Gud har set i nåde til sin skabning og bevarer os i sin barmhjertighed til evig tid.

Tro er således at lægge sit liv i Guds hænder, som Maria gjorde det, og gøre sig selv lille, for at Gud kan blive stor.

Gør vi så det… af et ærligt hjerte: Tror vi på Gud og på Ham, som han sendte til os, ja så vedkender Gud sig gerne sit slægtskab med det almindelige og ordinære. Med os.

AMEN

Prædiken til Midfaste søndag, 22. marts 2020

Joh. 6, 24-35

Evangelium: 
Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus.
Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: ”Rabbi, hvornår er du kommet hertil?”
Jesus svarede dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.”

Så sagde de til ham: ”Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?”
Jesus svarede dem: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.”
Da sagde de til ham: ”Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ”Brød fra himlen gav han dem at spise”.”  

Jesus sagde så til dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.”

De sagde til ham: ”Herre, giv os altid det brød!”
Jesus sagde til dem: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”                                                 Amen

Prædiken:
Det er sproget, der gør, at vi overhovedet kan begribe verden. Ved hjælp af sproget, har vi til alle tider forsøgt at danne os en fælles forståelse af, hvad i alverden det er, der findes i verden. Hvad vi skal kalde alle ting? Hvad kan vi bruge dem til? Ja, i det hele taget, hvad foregår der – og hvorfor er vi her?
Uden et sprog, ville vore hoveder være fulde af uforståelige billeder og forvirrende fragmenter, som vi næppe ville kunne kommunikere til hinanden.

Men det kan vi. For vi har sprog. Masser af forskellige sprog. Ikke bare sprog, der lyder forskelligt, alt efter hvor vi kommer fra, men også sprog, der er lydløst – vi kalder det non-verbalt sprog. Det er fx dét, som to forelskede benytter sig af, når de – forgabt og tabt for omverdenen – sidder dage og nætter og stirrer hinanden ind i øjnene. Eller det er det blik, som en mor og far sender hinanden, første gang de har taget frugten af deres fælles kærlighed – det lille, nye mirakel – i øjesyn… og igen, når de – en 18-20 år senere – siger farvel i entréen, når barnet flytter hjemmefra med westernguitar, vasketøjskurv og en skibsbriks, der er skilt ad og madrassen foldet sammen.

Men sprog kan være mange ting. Bare her i Danmark, hvor vi jo ellers sådan nogenlunde kan forstå hinanden fra landsdel til landsdel, benytter vi os af flere former – eller udgaver – af sproget:
Der er det, vi kunne kalde almindeligt dagligdagssprog, men bevæger vi os over i bøgernes verden, møder vi et litterært sprog – og i digtene et decideret poetisk sprog. Og skulle vi – af vanvare – komme i karambolage med loven, bliver vi mødt af et juridisk sprog, der kan være næsten umuligt at forstå for de ikke-indviede.

Det samme gælder for så vidt også det sidste sprog, jeg vil pege på, nemlig det religiøse sprog. Færre og færre danskere er fortrolige med det religiøse sprog, som vi møder det her i kirken. Uden hjælp fra præsten er der ikke mange, der forstår, hvad Paulus’ egentlig skriver i sit 1. brev til menigheden i Korinth, eller hvad Grundtvig så brændende ønsker at udtrykke i sin vidunderlige salme ”at sige verden ret farvel”.

Men uanset at vi så ikke altid forstår, eller for den sags skyld kan blive enige om, hvad en sætning – altså det vi kunne kalde en sproglig ytring – måtte betyde, ja så gælder det, at sproget er fuldkommen uundværligt, når livet skal defineres – og leves.

Og på alle talte sprog er det mest anvendte ord det verbum, der svarer til ”at være” på dansk. ”At være eller ikke at være, det er spørgsmålet”, som Hamlet siger i sin verdensberømte monolog fra Shakespeares skuespil af samme navn.

At være. Sådan hedder altså verdens mest benyttede verbum i det, vi i skolen lærte at kalde navnemåden – eller infinitiv-formen, den ubestemte form.
Men lige så snart, det bliver forbundet med noget eller nogen, sker der noget. Så hedder det nemlig: ”Jeg er”, ”du er”, ”han/hun er”, når det kun gælder et enkelt menneske, og ”vi er”, ”I er” og ”de er”, når der er flere.

Så godt så langt. De fleste af jer husker jo nok den gamle fortælling om, hvordan Moses – da han vogter får for sin svigerfar, Jetro, en dag kommer til det hellige bjerg Horeb – hvor han første gang møder Gud i skikkelse af, eller inde i, en brændende tornebusk. Den Gud, som Moses møder, er en gud, som et menneske ikke kan tåle at se – en Gud, man ikke sådan uden videre tør nærme sig. En gud så overmåde magtfuld og stærk, at Moses – da Gud beder ham overbringe israelitterne det vidunderlige budskab, at han vil befri dem fra slavetilværelsen hos kong Farao i Egypten og føre dem til landet, der flyder med mælk og honning – bliver nødt til at spørge: ”hvem skal jeg sige har sendt mig?”

Og det mystiske svar, der lyder inde fra den brændende tornebusk, er: ”Jeg er den, jeg er”.
Røsten befaler så Moses, at han skal sige: ”JEG ER har sendt mig”. Og lige siden den dag har denne mægtige, frygtindgydende Gud haft navnet Jahve på hebraisk – Jahve betyder JEG ER (til stede).

Så det er Jahve, ”JEG ER”, der:

  • sender de ti plager, der til sidst tvinger Farao til at lade israelitterne flygte fra Egypten
  • redder dem frelst gennem det røde hav
  • som vi hører det i lektien til i dag, Midfaste søndag, sender manna og vagtler fra himlen og sidenhen vand fra klippen, da de sulter og tørster i ørkenen
  • viser vejen, de skal gå, som en skystøtte om dagen og som en ildsøjle om natten
  • giver dem de ti bud på Sinai bjerg.

Og da jøderne glemmer JEG ER og i stedet vælger at tilbede og danse om guldkalven, ja så er det også JEG ER, der beslutter kun at lade deres børn nå frem til det forjættede land i live med de 40 års ørkenvandring, Jahve idømmer dem som straf for deres ulydighed.

Jøderne kender ”JEG ER”.  Og derfor er det langt fra tilfældigt, når Jesus siger: ”JEG ER livets brød. Den der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig, skal aldrig tørste.”

Ved at vælge netop disse ord, anslår Jesus en sproglig ”tone”, som hos alle jøde straks tænder for den indre biograf med et væld af billeder og et utal af beretninger om den levende, mægtige, utilnærmelige, og frygtindgydende Gud.

Og hvis nogen nu tænker, det er da ren overfortolkning, Jesus kunne vel li så godt have sagt, jeg KOMMER med livets brød, så viser en nøjere gennemgang af hele Johannes evangeliet – at det med garanti ikke er spor tilfældigt, at Jesus vælger netop denne formulering. For dette er blot den første af hele seks meget markante, og forskellige – steder, hvor Jesus spiller på samme forbindelse til Guds navn, som det lød til Moses den dag på Horeb inde fra den brændende tornebusk i 2. Mosebogs tredje kapitel:
1: Johs. 6,35: – JEG ER livets brød (for den sultne).
2: Johs. 8,12: – JEG ER verdens lys (for den blinde).
3: Johs.10,7: – JEG ER døren for den hjemløse.
4: Johs.10,11: – JEG ER den gode hyrde for den vildfarne
5: Johs.11,25: – JEG ER opstandelsen og livet (for Lazarus). 6: Johs. 14,6: – JEG ER vejen, sandheden og livet (på rejsen fra liv til død til nyt liv).

Det har med statsgaranti spredt chokbølger gennem forsamlingen af jøder, hver eneste gang Jesus har dristet sig til at anvende formuleringen ”JEG ER”. For med brugen af dette navn for Gud selv mere end antyder Jesus jo, at her står de – hans landsmænd – ansigt til ansigt med Gud selv.

Men han nøjes ikke blot med at gå Gud i bedene. Næh, han siger i virkeligheden, at han er Gud selv – i kød og blod – om end der er en altafgørende forskel: Nu er Gud ikke længere frygtindgydende, skræmmende og utilnærmelig.
Med Jesus Kristus er Gud trådt ud af tornebusken og frem i lyset. Jesus viser os en ny – og mere nærværende – side af den levende Guds væsen.
Og han røber det gennem sproget. Gennem de ord, han vælger at bruge.

Se, det skal vi have skærpet vore sanser for at kunne høre – og forstå. Men har vi først virkelig hørt det, bliver vi tvunget til stillingtagen. For akkurat som de dengang spurgte: ”Hvem er du? Giv os et tegn, så vi kan se det og tro dig?”, ja sådan må vi jo også i dag stille os selv og hinanden spørgsmålet: ”Hvem er han, denne Jesus, tømrersønnen fra Nazaret? Hvem er han, mesteren der bespiste 5000 med blot en håndfuld brød og et par fisk.

Sagen er blot, at uanset hvor meget vi spør’, uanset hvor meget vi længes efter et tydeligt tegn på hans guddommelighed – så bliver vi spist af med dette mystiske udsagn: JEG ER livets brød.

Vi kristne har ingen særlige privilegier. Vi bliver ikke lovet særlige tegn eller undere. Vi kristne er ikke mindre i fare for at blive smittet med corona virussen end ikke kristne. Vi bliver ikke lovet et længere liv. Og sidst, men ikke mindst, er vores tro – så stærk eller svag, den måtte være – på ingen måde en himmelsk livs- eller ulykkesforsikring.

Problemer og sorger skånes vi ikke for, uanset hvor kristne, vi måtte mene, vi er… og uanset hvor gerne vi end ville se bare et lille bitte bombesikkert tegn på, at vores tro ikke er den rene overtro – og dermed helt til grin i en postmoderne tidsalder, der er kendetegnet ved at hade uvished, bekæmpe tvivl og ethvert udslag af kontroltab med alle til rådighed stående midler i kampen for evidens, og vished.

Det er vilkåret: Vi efterlades med dette stædigt gentagne: JEG ER livets brød, verdens lys, døren, den gode hyrde, opstandelsen og livet, vejen sandheden og livet.

Denne gentagne påstand om, at i Jesus ser vi Gud selv ansigt til ansigt, den er det dybe vand – den er Kierkegaards berømte 70.000 favne – som troen må springe ud på… i blind tillid til, at den levende Gud ikke svigter os, men griber os.

Når Jesus siger ”Jeg er livets brød”, vil han fortælle os, at han bringer os det, vi dybest set lever af – og det ved vi jo godt, for uanset hvor pragtfulde måltider vi kan møde ved et bord – så går der højst 5-6 timer, så er vi jo sultne igen.

Livets brød handler ikke om at holde sulten fra døren eller om at leve fra hånden til munden. Livets brød handler om at leve i dybden – i fællesskab og i kærlighed med Gud – og dermed med mennesker. For brød bliver kun til liv og glæde og kærlighed, hvis det bliver brudt – og delt.
Ellers er det bare mad. På latin hedder brød panis, og når vi deler brødet, er vi cum panis – kumpaner eller med et pænere ord kompagnoner.

Vi er fælles om brødet, og derfor bliver det til liv. Gemmer vi det for os selv, bliver det til død. Måske er det derfor, israelitterne i ørkenen kun må samle manna sammen, så de har nok til en dag. Og da de alligevel falder for fristelsen til at hamstre, så de har nok til flere dage, ja så er mannaen helt levende af maddiker og orme næste morgen.

Gud vil lære både dem og os, at det brød vi gemmer til os selv, det bliver i sidste ende til død. At være sammenspiste, betyder jo i overført betydning, at vi har ladet os friste til at lukke vennerne ind… og alle andre ude. I stedet, siger Jesus, skal vi – når vi spiser sammen – åbne vores fællesskab, så der også bliver plads til den sultne ved bordet.

Lykkes det os at bryde isolationen – og række vort brød til den, som savner, hvad vi ejer i overflod – ja så kan troen blive til livets brød for den, som ellers ville være overladt til lidelsen.

Jesus siger: JEG ER livets brød – og i de ord ligger både frelsen og opgaven.  Frelsen, fordi vi her ser Guds sande ansigt – dén Gud, som satte livet ind på at vise os sin uendelige kærlighed. Og opgaven, fordi det livets brød, der rækkes os i nadveren, rækkes os i Jesu Kristi navn. Og det brød bliver ikke til liv, før vi finder ud af at dele det i det liv, vi lever med hinanden. Her og nu. Før døden.           Amen

Den danske Salmebog, nr. 675:

1. Gud, vi er i gode hænder, / dine hænder, gode Gud! /
som alt ondt med visdom vender, / så det godt må falde ud,
trods al synd og død og pine,/ godt for dig og godt for dine.

2. Synd og død og Helveds plage, / al vor magt mod dem er tant,
kaldtes en af dem den svage, / os dog brat den overvandt.
Helten under korsets mærke, / han alene bandt de stærke.

3. Synd og død og Helveds plage, / som med ret ej kom ham ved,
bar kors-helten uden mage, / bandt dem med sin kærlighed.
Aldrig mer de dem kan skade, / som i Jesu navn dem hade.

4. Gud, vi er i dine hænder, / kærlighedens hænder to;
sandhed du og nåde sender / til med fred hos os at bo.
Vige må for dem tilbage / synd og død og Helveds plage.

5. Dine hænder, sang de ældste, / er din Søn og Helligånd,
thi med dem vor sjæl du frelste, / løste vore trællebånd,
og af dem på barnesæde / evig mættes vi med glæde.

Grundtvig (1853-55) / Willy Egmose (1986)

Prædiken til 3. søndag i fasten 15. marts 2020

Joh. 8,42-51

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde til dem:
”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig.
Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger?
Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham.
Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen.
Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke?
Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.”
Jøderne sagde til ham: ”Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?”
Jesus svarede: ”Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.”  AMEN

Prædiken:
”Man skal virkelig vælge sine forældre med omhu, for selvom man har haft dem helt fra man var ganske lille, ved enhver, at de er så godt som umulige at lave om på!”

Citatet er hentet ud af hukommelsen, og jeg har ikke umiddelbart kunnet finde ud af, hvem der er ophavsmand eller kvinde til det.
Selvfølgelig er det sagt med et glimt i øjet, men alvoren og sandheden i det – for det er der skam også… og det skal der også helst være i alt, der er virkelig sjovt – alvoren er såmænd, at med vores forældre får vi vort liv givet. Som de er, skal vi leve.
På godt og nogle gange ondt.

Det er barnelivets lov i de tidlige år og et godt stykke frem ad vores vej. Forældre er jo ikke blot gener, anlæg, disponeringer og eventuelt øjenfarve. At være barn af et par forældre betyder fx, at hver tanke, hver følelse, hver glæde og sorg, tro og tvivl der er i deres liv og adfærd, også kommer til at fylde i børnenes liv.

Som min far – der var børnehjemsforstander og hele sit liv levende optaget af børns vilkår og opvækstmuligheder – engang udtrykte det: ”Hvad forældrene holder for rigtigt og sandt, bliver liv for børnene”.

Derfor er det praktisk taget umuligt for et barn at lave om på sine forældre, for deres verden er barnets egen. Deres ord og handlinger er dem, der lever i barnet.

Se det er i det lys, al denne her snak om fædre i dagens tekster skal ses. Når Jesus fx kalder Gud for sin far, så siger det ikke nødvendigvis så meget om hans livs oprindelse sådan rent fysisk – for det foregik jo i en stald i Betlehem. Næh, så siger det noget om hans livs indhold.

Mere præcist siger det alverden om, hvad der er sandheden i hans liv:

  • det, der er givet ham
  • det, der står fast
  • det der ikke lader sig diskutere eller regulere ved at lægge til eller trække fra

Eller sagt på en anden måde: ”Den, du regner som din far, er ikke nødvendigvis din genetiske far, men den, i hvis sandhed du lever”.

For det er dét, som Faderbilleder/Moderbilleder eller Gudebilleder/Gudsforestillinger dybest set handler om: Sandheden – og om dens modsætning: løgnen.

Vores inderste tanker kredser altid om det store og svære spørgsmål: hvordan lærer vi at skelne det, der er sandt – og dermed værd at holde fast i – fra det, der hører til livets blindgyder og vildveje? – Altså alt det, som vi før eller siden bliver tvunget til at lægge bag os – eventuelt gøre os fri af?

“Gud Fader i det høje, / lær mig at skelne nøje / det sande fra dets skin” – som vi så fromt synger i en af vore mest elskede aftensalmer ”Sig månen langsomt hæver”.
For lykkelig er vel det menneske, der aldrig for alvor er i tvivl om sandheden? Og da ikke mindst, hvis denne overbevisning så også viser sig at holde stik!

Men så gælder vel også det modsatte, at allermest ulykkelig er vel den, der på et sent tidspunkt i sit liv må indse at vedkommende har levet det forfejlet? Når man kun alt for sent i livet må erkende, at man har jagtet “skinnet” – og ikke den ægte vare.

Angsten for et forspildt (og der med forfejlet) liv – et liv, som Søren Kierkegaard med vanlig præcision kaldte for et ”uegentligt liv” – er vel den største angst man kan forestille sig? Jeg mener: alene tanken om, at alt vi har levet og åndet for – mod forventning – skulle vise sig at være forlorent, forkert, forfejlet… og at det en dag pludselig er for sent at gøre noget ved det… Oh, rædsel!

Hvor efterlader det os så? Jo, lige dér, hvor vi må sande, at menneskelig fortabelse er en reel mulighed i vores liv. Ikke som en udefrakommende straf fra en lunefuld eller nidkær gud, men som et eksistensvilkår. For vi lever i en verden, hvor såvel sandhedens som løgnens fader har både plads og stemme.
Og dermed har vi et valg at træffe – i det omfang vi er i stand til at genkende dette valg: Hvem går vi med? Hvem stiller vi os til rådighed for? Hvem tjener vi? I hvis sandhed lever vi?

Men hvorfor, sukker vi måske? Hvorfor skal alting absolut være så tvetydigt? Hvorfor har Gud overhovedet ladet løgnen og djævelen få plads i vores verden?
Jo, svaret ligger såmænd lige så lige for, som det er banalt: Fordi Gud ved at skabe os i sit billede bl.a. skabte os som frie mennesker. Hvis ikke løgn og usandhed var en reel mulighed, var vi jo ikke frie til at søge sandheden.

Og sandheden i vores liv… den må vi selv ud og finde… ved at leve. Sammen med alle de andre.
Og det er ind i mellem hårdt arbejde, når vi – behageligt afklarede og i fuld kontrol – pludselig kan opleve at få et ordentligt drag over nakken… og styrtdykke ned mod den dybeste tvivl og forvirrethed.
Men sådan må det være at være et levende menneske i en verden, hvor både løgnens og sandhedens fader regerer.

Men derimod sandheden om vores liv – den står det ikke til os selv at finde – eller definere. Den er givet os på forhånd. Den er urokkelig. Den er aldeles udemokratisk – og faktisk også temmelig ligeglad med, om vi tror på den eller ej.

Det, der vitterligt er sandt, bliver jo ikke mindre sandt af at være u-erkendt. Jeg mener: havde man i den sene middelalder ved håndsoprækning bedt mennesker tilkendegive, om jorden var flad eller rund, havde der sikkert kun været et par enkelte hænder til støtte for den runde version – nemlig Galilei og Kopernikus’. Resten var vist rørende enige om at jorden var flad – også selvom den aldeles ikke var det! Eller nogensinde har været det! Eller forhåbentlig nogensinde bliver det!

Så sandheden er ganske udemokratisk. Sandheden er også sand, ligegyldigt om vi har erkendt den eller ej.

Og så har sandheden endnu en vidunderlig egenskab, også selv om den til tider kan være ilde hørt: for til forskel fra løgnen tåler den erkendelse!
Sandheden er ikke – som løgnen – nødt til at give sig ud for at være noget, den ikke er.
Ja, man kan ligefrem sige, at sandheden lever af at blive erkendt som præcis det, den er, hvorimod løgnen dør af at erkendes som præcis det, den er.

Og evangeliets sandhed til os i dag – ja, ikke blot i dag, men alle dage – er, at Gud virkelig er til – at intet er til uden ved Ham – og at Han er med os i vores tvetydige verden.
Den sandhed tåler dagens lys. Og den svækkes ikke af en smule mørke, ja den er parat til at følge os helt ind i det dybeste mørke. At være kristen er at være lysets barn, for det er at have Gud som sin kærlige far. Ganske som Jesus.

Vores store held er så, at Jesus så sandelig ikke var en nærigpind, der beholdt Gud – og dermed al kærligheden – for sig selv. Nok sagde han Abba – “min far” – om Gud, men kun for at lære os det samme! Ja, han lærte os jo ligefrem at sige: ”Fader vor”.

Og den far, vi beder til i bønnen over alle bønner, dét er den far, der kom til verden i skikkelse af sin søn, Jesus Kristus, ham, hvorom vi – med Grundtvig – synger: ”O, kristelighed! / Du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved / hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt / det lever dog i os, det føler vi godt.” Dét er den far, hvis mægtige Ord alle vi – hans elskede børn – trygt kan holde for både rigtigt og sandt. Og gør vi det, kan det – Ordet – blive til liv for os – komme til at leve i os. Og det gælder uanset, om vi selv er levende eller døde.                                                              Amen

Prædiken til 2. søndag i fasten, 8. marts 2020

Mark. 9,14-29

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham.
Han spurgte dem: “Hvad er det, I diskuterer med dem?”
Og en fra skaren svarede ham: “Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.”
Da udbrød Jesus: “Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!”
Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig.
Jesus spurgte hans far: “Hvor længe har han haft det sådan?”
Han svarede: “Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.”
Jesus sagde til ham: “Hvis du kan?! Alt er muligt for den, der tror.”
Straks råbte drengens far: “Jeg tror, hjælp min vantro!”
Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: “Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!”
Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: “Han er død.”
Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.
Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: “Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?”  Han svarede dem: “Den slags kan kun drives ud ved bøn.”  AMEN

Prædiken:
“Gud skabte mennesket i sit billede”, og så satte han det som mand og kvinde på jorden, med ansvar for den og hinanden og alt, der lever og gror her – “og Gud så at det var godt.”
Sådan hørte vi fra skabelsesberetningen i 1. Mosebog kap. 1, som jeg læste lidt af fra alteret for et øjeblik siden.
Såh… alt er tilsyneladende såre godt, ja paradisisk godt… Men er det nu også det? Jeg mener: vi skal jo ikke læse mange linjer længere frem, før der lyder andre toner. Det når knapt at blive hverdag for mennesket i paradis – før det går galt. Før slangen frister Eva – og Eva Adam – og hele verden med et slag ser helt, helt anderledes ud.
Og lige siden har det faktisk været forholdsvis let at få øje på, at vi mennesker langt fra altid er lige gode til at passe på jorden og passe på hinanden.

Mon ikke de fleste af os kan skrive under på den erfaring, at godt og ondt – glæde og sorg – lykke og ulykke – kærlighed og ligegyldighed – vandrer side om side i vores verden – og i vores liv.
Vi lever – som sat her på jorden af Gud – i et evigt spændingsforhold mellem forpligtelsen overfor såvel livet som hinanden – og så at den indlysende kendsgerning, at denne forpligtelse alt for ofte bliver truet. Ikke udenfra, men indefra. Af os selv. Af vores grundlæggende egoisme – vores trang til at sikre os i alle ender og kanter – og vores glæde ved at besidde – en umættelig glæde.
Læg dertil de sygdomme og uundgåelige ulykker, som hører ethvert menneskeliv til – og som ind imellem kan fremme en følelse af magtesløshed i vores sind – og som frem for alt koster os lidelse.
Og top så endelig – bare sådan for at føje spot til skade – alle de ting, vi ikke kan få en forklaring på, hvor gerne vi end ville.

Næ, her udenfor paradiset er alt ikke bare såre godt. Og det er det såmænd heller ikke i den helbredelseshistorie, vi lige hørte Markus berette om: En skare er stimlet sammen omkring nogle af Jesu disciple, der bakser noget med at helbrede en månesyg dreng – og tilsyneladende forgæves.
Eller – som det hedder hos Markus – er der tale om en knægt, der er dæmonbesat, hvilket sådan set bare var datidens noget uvidenskabelige forklaring på, hvorfor sygdomme i sindet i det hele taget fandtes – og findes!
Og når disciplene overhovedet vælger at gå så personligt, aktivt ind i noget så vanskeligt som at drive dæmoner ud, skyldes det ganske enkelt, at Jesus kort forinden havde givet dem – om ikke påbud om, så dog – fuldmagt til det.

Selv var han – og Peter og Jakob og Johannes – gået op på bjerget – op til den oplevelse, vi kalder “forklarelsen på bjerget”, og hvor Jesus på forunderlig vis forvandler sig for øjnene af de 3 og taler med Elias og Moses. En på alle måder forrygende – ja overjordisk – oplevelse for de 3 disciple. Men kommer de altså ned igen – ned på jorden igen. Og sikke en nedtur. De kommer ned til virkelighedens verden, ned til disciplenes fejlslagne undergerninger, deres udpræget manglende formåen – ned til deres vantro. Velkommen til virkeligheden, venner.

Men de kommer også ned til en bundulykkelig far, der sikkert har gjort alverdens krumspring for at få sin søns sind kureret, men nu synes at være kommet til kort- udgået for håb og gode ideer… Ja, han har tilsyneladende kun sin vantro tilbage.

Vantro… egentlig et underligt ord. For hvad betyder det? Det klinger sådan lidt af ophidset kampråb for islamister med meget lidt respekt for andres mening, endsige for menneskeliv. Men hvorfor – og hvordan – bruger Jesus betegnelsen?
Tja, lad os begynde med at konstatere, at det, man kunne kalde ”den forkerte tro” eller måske snarere ”den manglende tro” spiller en helt central rolle i denne helbredelseshistorie hos Markus. Så egentlig betyder ordet ”vantro” hos Jesus vel en tro, der på en eller anden måde er ufuldkommen. Som lader sig aflede. En tro, der ikke helt er klar over hvad eller hvem den i grunden tror på. En tro, der forlader sig på det forkerte – og kommer til kort, falder til jorden og dermed lader fortvivlelsen få plads til at drive sit spil.

Men der er jo forskel på disciplenes vantro og faderens vantro? Ja – og den grunder i, at disciplene har fået noget givet. Af Jesus. Det kan vi adskillige steder læse ud af evangelierne, at de har følt sig overbeviste om. De var jo disciple af en betydningsfuld mand – en mester… og de har lige fået noget overdraget fra ham: en magt – en fuldmagt – som de nu – i et eller andet omfang havde – og vel kan gøre godt med? Der er ikke rigtig grund til at tvivle på, at sådan har de har følt nogenlunde sådan.

Og de har naturligvis uendeligt gerne villet hjælpe drengen – og hans fortvivlede far. De har højst sandsynligt virkelig forsøgt at tage Guds forpligtende ord til vi mennesker om at passe godt på jorden og på hinanden på ordet.

Så derfor kan man også sagtens forestille sig frustrationen over at det ikke ville lykkes.  Men det ville det ikke, fordi deres tro var blevet til vantro: dvs. tro – ikke på Gud – men på deres egen formåen. Deres egne evner. Derfor lykkedes det ikke. Disciplene havde glemt at forholde sig til verden – til deres medmennesker – gennem Gud. De troede, de kunne helt selv – og derved begik de endnu engang det gode gamle syndefald – ja, det ældste i bogen!

Faderen – derimod – bliver i historien billedet på én, der restløst har erkendt, at han er kommet til kort med, hvad han selv kan. Han har – til en start – sikkert troet og håbet på alt muligt, der måske ville kunne hjælpe, men er gang på gang blevet skuffet – og stadig mere fortvivlet. Nu er der bare Jesus tilbage. En tilfældig tømrersøn fra den rådne banan mod nord, fra Nazaret. “Forbarm dig over os og hjælp os… hvis du kan” bønfalder han, og man kan næsten fornemme fortvivlelsen over det næsten vrængende svar, Jesus giver ham: “Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror”.

Og det at tro er jo lige præcis, hvad han ikke gør, faderen til drengen. Ikke mere i al fald. For han er kommet til kort. Håbet er slukket. Han tror ikke på, at der findes flere muligheder – han tror ikke mere på sin egen tro – han er grebet af fortvivlelsen.

Men samtidig er det jo lige præcis fortvivlelsen, der bringer ham til den erkendelse, at han er nødt til at lægge hele sit liv i Jesu hænder. Ikke bare noget af det… det hele. Alt.
nu bekender han: “Jeg tror” – siger han, for han vil jo så uendeligt gerne have sønnen rask, men tilføjer så et ”hjælp min vantro”. Og lige præcis den smertefulde erkendelse af sin egen grundlæggende tvivl og vantro er det, der åbner for Guds kraft.

De barske ord fra Jesus, da han nærmest vrænger af faderens forbeholdne ”Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os…” flår hans hang til at gardere sig og i sidste ende alene forlade sig på det, han selv mener at kunne gennemskue, tør håbe på, kan præstere – fra hinanden. Jesu barske svar tvinger ham til at forholde sig til sin søns livsødelæggende sygdom gennem Gud.

Og det er faktisk hans redning. Og dermed sønnens, for sønnen er jo prisgivet faderens aldrig svigtende omsorg og forsøg på at hjælpe sig. Han kan ikke helbrede sig selv ved egen kraft – og han ved det! Uden tvivl! Ellers havde han naturligvis for længst gjort det! Det siger sig selv.

Og nu mangler faderen ”bare” at erkende, at han står i nøjagtig det samme afhængighedsforhold. Til Jesus – og dermed til sin Gud. At han er fuldkommen lige så prisgivet.

Fortvivlelse er forfærdende farlig for vi mennesker, for det er en tilstand, hvor alt håb synes ude. Men Jesus vender jo netop ikke ryggen til ham. Han er barsk og formaner ham – og det, der sker er, at lige dér, hvor tæppet bliver revet væk under ham – lige dér bliver han båret oppe af nogle kræfter, der ikke er hans egne.

Nu er det ikke hans håb for drengen – hans ukuelige tro på, at han nok skal finde én, der kan gøre sønnen rask igen. Nu er det ikke dét, der bærer faderen mere. Nu er det bønnen: “Hjælp min vantro.”

“Jeg tror, hjælp min vantro!”

Faderen er i ét og samme nu både troende og tvivlende. Og han kan heller ikke være andet, for troen er ikke noget, som et menneske kan eje.

Tro er noget, der kan bære et menneske. Bære os, når alt håb forekommer os at være ude, og vi synes at stirre ind i et fuldkomment, uigennemtrængeligt mørke.

Tro er, når det endelig går op for os, at der vist alligevel kunne være et strejf af lys i mørket – nemlig præcis i det øjeblik, vi slipper troen på os selv og erkender, at der findes en meget stærkere tro: troen på Gud.

Og den tro kan vi ikke “præstere” os til. Købe os til. Eller studere os til – om vi så brugte alle vore vågne timer på at læse i biblen, så vi til sidst kan den forfra og bagfra – og fra siden! Dén tro den kan vi alene bede om.

Jesus siger det jo til disciplene, da de spørger ham om, hvorfor de ikke kunne drive dæmonen ud, at den slags kan kun drives ud ved bøn. For bøn er samtale med Gud.  Bøn er at stå i forhold til Gud.

Og Gud skabte os jo i sit billede. For at vi kunne forholde os til verden gennem Ham.
Men vi kan – som bekendt – vælge, hvad vi vil. Og dét gør vi i dag. Og mange vælger kirken og evangeliet fra, fordi de har så mange andre gøremål på vejen frem mod et langt og lykkeligt liv.

Vi foretrækker i højere grad, end vi tidligere har set det i historien, at tro på os selv. Vi foretrækker at se på verden med vore egne øjne. Vore vantro øjne, der aldrig hviler i deres søgen efter noget, vi kan komme til at eje, til at besidde, til at kontrollere.

Men at være troende er – som den dæmonbesatte drengs far – at kunne udbryde: hjælp min vantro! At være stærk i troen er paradoksalt nok ikke at forlade sig på egne kræfter, men tværtimod at være lille og afmægtig. Som lille vidunderlige Viggo og de andre små børn, der er aldeles afhængige af deres forældres kærlige omsorg… Han siger det jo faktisk også til os igen og igen – manden fra Nazaret – at det er som børn – Guds børn – vi kommer ind i Guds Rige. Amen

Prædiken til Septuagesima søndag, 9. februar 2020

Evangelium: Matt 25,14-30

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: ”Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han.
Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge.
Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!
Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er.
Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage.
Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor.
Dér skal der være gråd og tænderskæren.”           Amen

Prædiken:
Vi render alle rundt og danner os billeder af hinanden.  Hver gang,  vi er i gang med at lære et andet menneske at kende, danner vi os uvægerligt et indre billede af, hvem vedkommende er.
Og et billede af et menneske kan variere mere, end man måske skulle tro – alt efter hvem man spørger:
”Hun er godt nok lidt af en stivstikker, synes du ikke?” ”Nej, ved du nu hvad! Hun er da jordens rareste og mest fremkommelige menneske.”

Men hvad tror I, der sker, hvis nogen beder os beskrive, hvem Gud er? Hvordan ser sådan én karl – eller kvinde – ud, og hvilken adresse skal vi taste ind på GPS’en, hvis vi måtte ønske at aflægge ham – eller hende – et besøg?
Og måske vigtigst af alt: Hvad betyder det – eller de – billeder, vi måtte have af Gud, for vores måde at leve vores liv på. Jeg mener: Vores sidste mand i dagens evangelium, den tredje slave, gør jo tilsyneladende, som han gør, fordi han har et billede af sin herre som en frygtindgydende, opfarende, uretfærdig og selviscenesættende mand.

De danske ateister er vældigt aktive i disse år. Lige nu holder de vist en kampagnepause, men så har de til alt held deres britiske kolleger, som gerne supplerer. For nylig så jeg på nettet en buskampagne, hvor der med store bogstaver på siden af busserne i London – og vist også flere af de andre store byer derovre – stod: ”Der er sandsynligvis ingen gud – så hold med at bekymre dig og nyd livet!”
Nu kan jeg jo ikke – i alle detaljer og nøjagtigt – redegøre for, hvad de gode præster i ”Church of England” står og forkynder søndag efter søndag. Men måske har de – ligesom herhjemme – nogle alvorsfulde mørkemænd rundt omkring, som igen og igen forsøger at tale livet ned med alenlange, tonstunge gardinprædikener om menneskets nærmest ubegribelige syndighed. Og det er da værd at modarbejde. Men jeg håber det da ikke – og tror det for så vidt heller ikke.

Men det kunne jo også tænkes, at ateisterne simpelthen havde fået noget galt i halsen. En stor og banebrydende tænker på de breddegrader, Oxfordprofessoren i matematik og logik, den walisiske adelsmand Bertrand Russell, mente – på baggrund af Den 1. Verdenskrigs massive rædsler og historisk helt uhyrlige dødstal, som mange steder førte til et voldsomt opgør med tanken om en almægtig, kærlig, skabende og opretholdende Gud – fx, at påstanden om Guds eksistens svarede til påstanden om, at der skulle flyve en tepotte rundt om jorden.
Og det er jo klart, at hvis det er dét billede, man har af Gud, så er man vel nærmest forpligtet på at bekæmpe vanviddet alle døgnets vågne timer – ja, man må da sådan set også gerne råbe lidt op til protest i søvne.

Det, der bare kan undre, er, at voksne, begavede mænd og kvinder kan operere med et så tudetosset – eller rettere: umodent – billede af Gud. Kæden hopper af, når de – med menneskers afsindige ondskab som bagtæppe – ender op med at betegne alle troende som rendyrkede idioter, der burde vågne op – gøre sig fri og i stedet begynde at nyde livet – hvad man åbenbart ikke kan gøre som kristen, forstår man.
Og i øvrigt er det da en lidt mærkelig opfordring at komme med – som om der ikke kunne være andet i éns tilværelse, der ville kunne forhindre, at man var i stand til at nyde livet. Pyha, Gud findes ikke – så skal vi rigtigt leve!

Hvis man nu skulle være lidt sarkastisk, kunne man måske sige, at vi jo alle sammen ved, at for den, der fx. er ramt af en dødelig sygdom, er det kun tanken om, at gud kunne eksistere, der forhindrer, at vedkommende nyder livet.
Det er klart. Det siger sig selv…. Sikke noget vås!

MEN… englænderne har da en pointe: nemlig at vore gudsbilleder i høj grad er med til at bestemme den måde, vi lever på. Og hvis det gudsbillede, som ateisterne gør så aggressivt oprør imod i disse år, alene forestiller en livsfjendsk og fordømmende Gud – ja, så har de da… i al fald i princippet – min teologiske sympati.

Jeg ved ikke, om jeg synes, at dagens tekst er så meget bedre, egentlig. Matthæus har det med at skrive med mindst én pegefinger strittende lige op i luften, og her er der en tydelig, moraliserende pointe, man kan forstå: brug det, du har fået betroet, ellers falder der brænde ned.
Der er noget ret selvfølgeligt – næsten banalt – over den tanke, at den, der sjusker med sit liv, forspilder livets gave. Den, der gemmer til natten… løn som forskyldt, osv. Men er det et evangelisk og glædeligt gudsbillede, Matthæus fremkalder? Hvad med dem af os, der lidt for tit kan have svært ved at forvalte det liv, og det evangelium, som er Guds gave?

Hvis denne pointe får lov at stå alene, er det ret stressende, vil jeg mene. Men måske er Jesus hård og uforsonlig i sin tale, netop fordi han taler til nogle øje-for-øje og tand-for-tand-typer, der nu skal smage deres egen medicin, og se om de vil kunne forvalte Guds gaver på den måde, som de kræver af andre.
Altså: hvis I er nådesløse overfor andre, så vil den nådesløshed ramme jer selv, små venner! Lad os se, om I er af den slags, der kan få Guds kærlighed til at yngle ved den måde, I selv lever på! Så kan vi jo se, om ikke netop I ville blive nogle, der ville få frataget det lidt, I har, og selv komme ud i det tænderskærende mørke, I har så travlt med at dømme andre ud i.

Vi har – og vi har også som mennesker brug for – et evangelium, der ikke lader sig reducere til en entydig og barsk leveregel om fx kun og udelukkende at stole på Gud. Sådan ér vi ikke, og det kan vi efter min bedste overbevisning ikke. Når vi er færdige her i dag, skal I naturligvis gå ud i jeres liv igen.
Selvfølgelig kommer vi nok alle sammen på et tidspunkt dertil, hvor Gud er det eneste, der er tilbage. Men inden da hænger vore menneskehjerter ved så meget andet. Der er så mange – som en klog kollega med henvisning til de katolske kirkers indretning engang kaldte dem – ”sidealtre”, som vi også hænger ved og hæger om:

  • Vi søger tosomheden, hvor den romantiske kærlighed med den eneste ene er det drømmescenarie, vi har stillet op til den brug
  • Vi sørger for at holde god orden i vores pengesager. Skam få ikke at kunne trække sig tilbage uden at skulle skille sig af med sommerhus eller båden nede i lystbådehavnen. Og den 3 uger lange kulturrejse med dansk guide hvert år skulle helst heller ikke lide under, at vi ikke har udvist rettidig, aldersrelateret, økonomisk omhu
  • Vi værner om vores anseelse og uddanner os med henblik på en jobmæssig status, der passer sig for os, så vi sender de rigtige signaler til omverdenen
  • Og ikke mindst forlader vi os i mangt og meget på vores eget gode hoved, vores strålende intelligens og sunde fornuft.

Sådan er det. Og det kan vi for så vidt gøre med nogenlunde sindsro, netop fordi vi – i sidste ende – stoler på Kristus. Stoler på hans ord, der lyder over vore uskyldige hoveder i dåben, at vi på forhånd har fået skænket syndernes forladelse. Stoler på nadverens ord om, at han har gjort fyldest for alle vore synder.

Man kan sagtens – og såmænd også med nogen ret – mene, at når vi som kristne støtter os til alt muligt andet for at få ro på og lindring: alt det ovennævnte, ja så stoler vi vel dybest set ikke på Kristus. Men man kunne måske også sige, at netop fordi vi ultimativt stoler på Kristus, så ser han nok stort på det, man i visse hårdhændede, syrlige eller formørkede teologiske kredse kalder ”åndløshed” eller ”afgudsdyrkeri”.

Jamen, hvor skal vi hente vores billeder af Gud fra?
Ja, må jeg – som jeres præst – på det varmeste gentage min anbefaling af dåben og nadveren, som begge i deres kerne rummer den livgivende tilsigelse om, at ”Du er min, og jeg er din”? Dåben og nadveren er vores fælles, skridsikre og nagelfaste udgangspunkt i troslivet, hvad der så end måtte blive skrevet og sagt om Gud senere.

Amen.

Prædiken til 3. søndag efter Hellig tre Konger, 26. januar 2020

Evangelium: Luk. 17, 5-10

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
Apostlene sagde til Herren: ”Giv os en større tro!” 
Herren svarede: ”Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.
Hvis en af jer har en tjener, som pløjer – eller er hyrde – vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke.
Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på?
Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.”     
AMEN

Prædiken:
Et job som lægesekretær på Sønderborg Sygehus kan føre til meget, hvis bare man sørger for at sige sin stilling op i tide. Det gjorde livsstilseksperten Christine Feldthaus, der allerede som 23-årig havde fået nok af at tyde noget nær ulæselige, håndskrevne sedler fra de stedlige overlæger. 
I stedet søgte hun et tekstforfatterjob på et kendt reklamebureau i København. Unægtelig lidt af et spring, skulle man synes, og hun havde måske heller ikke de formelle kvalifikationer, som blev forventet.
Men hun fik jobbet blandt et hav af ansøgere, for Christina Feldthaus havde nemlig hele tre ting (og det er – som vi alle ved fra reklamerne – som bekendt nok til en overraskende belønning: en kinder-mælke-snitte):

  • et kendskab til verden – og ikke mindst vi danskere – der imponerede de hurtige drenge i reklameverdenen
  • et snakketøj af en anden verden
  • en tyrkertro på egne evner

Og pludselig gik det stærkt. Snart kom hun i fjernsynet – i den bedste sendetid. Præstesønnen fra Ringe, Jens Blauenfeldt, headhuntede hende i 2004 til DR’s store torsdagssatsning dengang: ”Kender du typen”.
Men snart var det heller ikke nok – sammen med alle os hjemme i sofaen – at gætte på, hvilke kendte danskere, der boede i et givent hus eller lejlighed alene ud fra de ting, de havde proppet ind i deres hjem i almindelighed – og køleskabe i særdeleshed.
Det store udland kaldte på hende – eller rettere: hendes umættelige nysgerrighed drev hende ud på nye eventyr.
Og i efteråret 2013 var turen kommet til det amerikanske bibelbælte!

Det var interessant at følge hendes tur rundt i det sydøstlige USA. Blandt andet besøgte hun et såkaldt kreationist museum, det vil sige et museum, der på samtlige punkter afviser enhver tanke, teori – og ikke mindst viden – om både big-bang og evolution. Kreationist bevægelsen tror helt og aldeles og ubetinget absolut på, at Gud skabte verden på – siger og skriver – 6 dage og at denne verden er omkring 6000 år gammel!
Og i en anden af udsendelserne besøgte hun en kolossalt stor kirke med plads til omkring 16.000 personer – hvilket vil sige, at samtlige indbyggerne i Nyborg kunne være med til den samme gudstjeneste – hvis bare nogle få af dem meldte sig til at stå for kirkekaffen!

Men det indslag, der dengang gjorde det største indtryk på mig – og (tror jeg) også på Christine Feldthaus selv – var et besøg, hun aflagde i en fattig pinsekirke i et afsides bjergområde. En lille menighed – i en undselig træbygning – og med en meget ung præst!
Og det, der fik mig op af stolen – og fik mig til at holde vejret i ren spænding, var, at der – i den ende, hvor den unge præst stod og skulle prædike – der var der rundt langs væggene adskillige glasterrarier… fyldt med slanger! Små og store giftige slanger i alverdens farver.
For der står jo skrevet: ”de skal tage på slanger med deres hænder” (som Markus lader Jesus sige til disciplene – de kommende apostle – i Missionsbefalingen i kap. 16,18., der er prædikentekst Kr. Himmelfartsdag).
Nå. Gudstjenesten gik i gang med bøn og sang… og snart begyndte præsten så at prædike – prædike sig varm om man vil. Og langsomt begyndte han at tale i tunger – et uforståeligt sprog som for øvrigt også benævnes glossolali – og han nåede ad den vej en art ekstase, som var ”tegnet” på, at nu skulle han løfte slangerne ud og ”håndtere” dem.

Det korte af det lange var så, at hvis slangen undlod at bore sine gifttænder ned i hans hånd, ja så var det Guds vilje, at det skulle være sådan. Så kunne han se frem til frelsen. Halleluja!
Blev han derimod bidt, ja så var der en – og kun én – forklaring: hans tro var for lille. Færdigt arbejde. Halleluja-koret er gået hjem. Ingen fanfarer her.
Og nu kommer det virkelig uhyggelige ved denne måde at tænke – eller bedrive forkyndelse – på: I tilfælde af, at slangen skulle hugge til, var det ham forbudt at søge lægehjælp – og dermed få den nødvendige modgift.
Hvorfor? Jo, fordi en sådan handling – eller behandling – ville være at sætte sig op imod Guds vilje.

Mit ærinde er sådan set ikke at gøre mig lystig på slange-prædikantens bekostning, selv om det umiddelbart virker fuldkommen forrykt. For det, han egentlig forsøger at undersøge, er vel, hvad mange af os andre også bøvler med – teologisk eller personligt: hvad er tro? 
Måske hans metode virker vanvittig, men intensionen er egentlig reel nok … og måske slet ikke så væsensforskellig fra vore hjemlige kategoriseringer af tro. Det være sig: en stærk tro – en svag tro – en bogstavelig tro à la den som fremstilles på det amerikanske “Gud skabte verden på 6 dage”-museum?

Og så er der alle os, der kan finde på at kalde os selv for salmebogskristne. Et udtryk, der vist nok stammer tilbage fra vækkelsesdagene i 1800-tallet, hvor vi grundtvigske havde brug for at markere, at vi forholdt os såvel historisk som poetisk til biblen – præcis som Grundtvigs salmer jo gør det – og ikke læser de forskellige steder bogstaveligt.
Andre igen omtaler deres tro som lille – nogen med noget der minder om stolthed i stemmen – andre i skam!

Men kan tro i det hele taget gradueres? Ja, vi gør det jo konstant – det ligger nærmest indbygget i vort sprog! Men mon ikke det snarere vores eksistentielle tvivl, der får os til på forskellige måder at overveje TROENs væsen.
TROENs væsen, der i min optik i helt særligt grad kommer til udtryk påskemorgen hos evangelisten Lukas, hvor kvinderne kommer ud til Jesu grav for at tilse hans døde legeme, men finder graven tom. Så er det, Lukas skriver om kvinderne: ”(…) de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro (…)”.
Så ja, selv de allerførste opstandelses-vidner blev fanget ind af spørgsmålet: Hvad er tro?

I dagens evangelium beder apostlene om at få ”en større tro”. En større tro på hvad, kunne man passende spørge. Jesus svarer dem: ”Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: ”Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! Og det vil adlyde Jer”.
Det er umiddelbart et absurd svar, som Jesus giver. Hvorfor skal et morbærtræ dog flyttes ud i Middelhavet, når alle ved, at det hører hjemme i haven, ikke i havet.” 
Men der er – som så ofte før – en mening med galskaben. For apostlene beder jo Jesus om noget umulig: nemlig at Gud skulle give dem en særlig kraft! En slags (superhelte) magt, der ville sætte dem i stand til at herske og regere over andre. Over andres liv – og for den sags skyld også over andres tro!

Men Jesus ser igennem apostlenes ublu ønsker. Han er den tålmodige pædagog, der gør endnu et forsøg på at forklare sagens rette sammenhæng. Han korrigerer elegant apostlenes tankesæt, når det gælder tro: TRO – siger Jesus – er ikke noget, man har (som en slags ejendom), det er noget, man er! Din Guds-tro er til for andres skyld. Hvordan du vælger at definere din tro, ja det må forblive en sag mellem dig og Gud! Ingen kan tvinges til at aflægge tros-regnskab. Hverken her i valgmenigheden – eller for den sags skyld nogen andre steder, hvor kristendommen forkyndes. Hverken med eksotiske giftslanger eller med offentlige bekendelser eller proklamationer om størrelsen på deres tro – eller om hvorvidt den måtte være poetisk, bogstavelig – eller måske mest af alt minder om kvindernes dybe, eksistentielle undren ved den tomme grav.

TRO er altså noget, man er. TRO er, hvad der binder vores relationer med hinanden sammen. Derfor belærer Jesus apostlene – og dermed os med dem – om, at de – og dermed vi – skal være ”unyttige tjenere”.
Det skal vi være… og tilstræbe at være… i stedet for at gå rundt med alle vore indre spekulationer – og regnskabsark – om vores egen (og ikke mindst de andres) større eller mindre tro. Ordet ”unyttig” kunne lyde lidt nedladende, men understreger vel kun, at hvad vi gør for hinanden aldrig kan måles eller vejes!
Relationen ”mig og dig” lader sig ikke omregne til en eller anden form for markedsværdi – og den lader sig slet ikke børsnotere. Og det gør den ikke, fordi den anden – altså dig – i forhold til mig altid er den vigtigste. Det gælder ikke kun i vores nære forhold og/eller i vores selvvalgte relationer. Den anden – vores næste – er til evig tid den vigtigste i ethvert forhold alle mennesker imellem – og det uanset køn, etnisk oprindelse, social status, trosretning, seksuel præference, alder, økonomisk formåen etc.

Den fransk/jødiske filosof Emmanuel Levinas går i sit hovedværk ” Totalitet og Uendelighed” så vidt som at hævde, at vi har et uendeligt ansvar overfor hinanden – i ethvert forhold. Et ”mig og dig forhold” lader sig med andre ord ikke afgrænse/begrænse, og netop hans fremhævelse af ansvaret som uendeligt gør, at nytte-spørgsmålet: ”what’s in it for me” / ”hvad kan jeg få ud af dette forhold” ophæves! Det bliver ligeså tømt for mening som det at stikke hånden ned til giftslanger for at måle – og helst bevise – at man har noget særligt kørende med Vorherre. At man er sikret en plads blandt de udvalgte, de frelste.

TRO er en uendelig bevægelse mennesker imellem – næret af Ånden – og hvor ”jeg’et” – selvforglemmende og som et lille barn – bliver båret rundt af Guds uendelige kærlighed til os alle – uden undtagelse! Og det hele holdes sammen, næres og bæres af det håb, der udspringer af den tomme grav… et HÅB, der er totalt uafhængig af vores tros-formåen. Og Gud ske tak og lov for det …
AMEN

Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger, den 2. februar 2020

Evangelium: Joh. 12, 23-33

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus svarede disciplene: “Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.
Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.
Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være.
Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.

Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!”
Da lød der en røst fra himlen: “Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.”
Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: “En engel talte til ham.”
Jesus sagde til dem: “Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.”
Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.
AMEN

Prædiken:
Alle børn fødes med det, man kalder en griberefleks.
Ja, alle vi, der har fået lov at stå med sådan én i favnen, har vel prøvet det: en nyfødts lille, knyttede hånd kan holde så fast om vores finger, at vi næsten skal vriste den fri.
Jeg har så ikke efterprøvet følgende, men jeg har engang læst mig til, at griberefleksen skal være så kraftig, at man faktisk ville kunne hænge spædbørn op på en tørresnor… uden de ville falde ned.
Så det der med at gribe… og holde fast – og nogle gange med det yderste af neglene – det kan vi.
Og vi er tilsyneladende født med det.

Men at give slip? Det skal vi lære… hele livet igennem.
At turde træde derud, hvor vi – i al fald for en stund – mister fodfæste i livet, er det ikke alle forundt at opleve. Nej, så er det nok alligevel bedre at holde fast i det gammelkendte – også selv om det langt fra er en dans på roser.

Det er i dag den sidste søndag i Helligtrekongers tiden. Det er stadig en “herlighedstid”, som det hedder i den gamle oversættelse. En tid, hvor vi vandrer med julens varme lys i ryggen og har brugt kalenderårets første søndage på at høre om Guds storhed, men nu fornemmer vi vist også, at vi står lige på grænsen til endnu en faste, endnu en forberedelsestid, som advent var det: nemlig påskens.

Først hørte vi Esajas profeti om det ny Jerusalem; det herlige, der byder sig til med brede veje og jævne stier, så alle folkeslag kan strømme mod Herrens tempelbjerg.
Og i brevet til Kolessenserne skrev Paulus om, hvad herligheden så er for os: Gud, der har åbenbaret sig i Jesus Kristus – ikke på den indlysende måde, men som en hemmelighed – noget der rummer mysteriet i sig – rummer korsets gåde – for hemmeligheder bliver man nemlig aldrig færdig med at undre sig over – og glæde sig over.
Og så kommer dagens evangelietekst, hvor Jesus siger det mærkværdige, at “den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.” Det lyder da underligt – ja, det lyder i grunden slet ikke som kristen tale. Kristendom er jo på ingen måde livsfornægtende. Ikke den kristendom, vi bekender os til her i Sdr. Nærå Valgmenighed i al fald. For hvorfor i alverden skulle vi dog ikke elske livet? – som den gave, det er? – fremfor at hade det og måske ligefrem gå og drømme om, at det snart får ende?

Nej, man kan virkelig godt høre, at vi er på vej ind i fastetiden, der leder os hen til påsken.
Men det at hade – eller elske – sit liv, det hænger måske alligevel sammen med evnen til at gribe eller til at kunne give slip – om end på en anden måde.
For at elske er jo også at gribe – og holde fast – ja, nogle gange kæmpe for kærligheden. Og at hade har ikke sjældent med at gøre, at vi vælger at give op – og giver slip – også selv om vi måske burde kæmpe. Mennesker, der har stået os nær, bliver pludselig til fremmede eller ligefrem fjender – alt sammen næret af de sorte tanker, der kan komme, når vi mennesker har vekslet hårde ord!

Og så kan det pludselig give en slags kompliceret mening: for hvor ofte har vi ikke oplevet, at det, vi med af al magt forsøger at gribe og holde godt fast i, ja det er netop det, som vi ender med at miste. Hvorimod vi nogle gange endte med at give slip, selv om alt tegnede lyst og godt.
Paulus taler om det i Romerbrevet. ”Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg”.
Nogle gange bliver vi så bange for at satse noget i livet, at vi hellere fedtspiller. Vi vælger det sikre, frem for det, vi godt kan mærke er det rigtige. Vi sørger for os selv. Før vi sørger for andre.

Lige modsat er det med Kristus, der i dagens tekst bliver opsøgt af nogle grækere, der er kommet til Jerusalem for at fejre påske sammen med jødiske venner. Og nu, da de har taget den lange tur, vil de da gerne se giraffen. Den store mester, som de har hørt så meget om. Men da de endelig kommer frem til ham, er der ved første øjekast ikke megen storhed over ham. Og det bliver kun værre, da han åbner munden. Faktisk sammenligner han sig selv med noget så usselt som et lillebitte hvedekorn. Det lægges i jorden – giver umiddelbart op og dør. End of story, det var så det? Nixen bixen, for nu sker miraklet. Frem af det lille, hensygnende hvedekorn vokser nyt liv – og det et liv, der bærer mange flere fold. Det er den rene opstandelse!

Og det er jo skøn musik i vore ører. For det er jo lige dér, vi allerhelst vil være, på opstandelsens sted. Ud i solen. På livets side. Det eneste, vi tilsyneladende bare glemmer, er, at for at det nye kan komme til, ja så må det gamle først gå til grunde. Dø. ”Sorrig og glæde, de vandre til hobe”.

Kunne det ikke være fristende at gå direkte til Påskedags morgen og så simpelthen bare springe påskeugens mange ydmygelser, tilfangetagelser, forhør og tortur – kulminerende i Langfredags korsdød – over? Joh, måske nok, men det ville ikke give nogen som helst mening i det lange løb, for døden er en betingelse for opstandelsen.

Men det betyder jo ikke, at den er særligt behagelig at beskæftige sig med. Ligesom vores egen forestående død ikke er det. Nederlag, sammenbrud, kriser… og død er på mange måder tabu i vore dages superindividualistiske samfund. Det er noget, vi helst så hurtigt som muligt vil væk fra. Nej, lad os komme videre til opstandelsen, videre til væksten – til det nye liv, de nye muligheder.
Vi vil hellere søge, gribe… og så holde godt fast i succes-fortællingerne , fremfor at give slip og lade sorgen få sin plads – sin tid – i vores liv.
Men måske ligger der mere kraft og grøde i at turde give slip – give tid – fremfor at holde fast.

Jesus sidder på tempelpladsen – det er kun få dage før hans sidste påske i Jerusalem. Ifølge Johannesevangeliet ved han allerede, hvad de næste dage har at byde på, hvad der skal ske med ham, og han er i oprør, hører vi.
Han er præcis midt i den afgørelse, jeg lige har talt om, for hvad skal han sige?: “Far, red mig fra det, der venter”? – Nej, han vover at give slip på sig selv og sit liv, og siger i stedet “Far, vis nu at du er Gudherliggør dit navn”.

Jesu liv her på Jorden var – i fuld skala – påvirket af de mennesker, der kom tæt på ham, tilbad ham, fristede ham, plagede ham, lagde fælder for ham – og hvad de nu ellers gjorde med og mod ham. Men hans livshistorie endte med den opstandelse, som alene var Guds værk. Og selv den gik ikke udenom døden – den død, som ingen af os heller ikke slipper fri af.

I sin digtsamling ”Hjemfalden” fra 1991 skriver Søren Ulrik Thomsen både humoristisk og skræmmende præcist om døden og vi menneskers manglende lyst til at se den i øjnene:

1000 kædebreve, / rummende hver sin sandhed, / sendtes afsted / og genererede én stor løgn: / At døden kan afdrages på rimelige vilkår, / Evigheden indløses sekund for sekund. / Den, der bilder sig ind at opnå /  – endsige undgå – noget som helst / ved at sende dette videre / skal tilbringe resten af livet / på et enkebal i provinsen.

De 1000 kædebreve, som SUT taler om, er ikke ens, men de har det til fælles, at de lyver om den dybeste sammenhæng, der er til: De påstår nemlig, at døden kan afdrages på rimelige vilkår, at vi kan slippe udenom den, og gå direkte til opstandelsen – at evigheden så at sige kan indløses i mundrette bidder…  Og her står de i skarp modsætning til den sandhed, der er Guds, nemlig:
– at døden er forudsætningen for opstandelsen.
– og at liv og død er givet os af Gud.

Vi afdrager overhovedet ikke døden på rimelige vilkår, for i grunden afdrager vi slet ikke. Vi har fået livet og opstandelsen foræret, kvit og frit – gennem døden… når vi giver slip. Når vi indser, at vi er sat i verden for at tjene hinanden, tjene vor næste. Elske livet.
Vi indløser heller ikke evigheden i bidder. Vi får den i ét stykke – i Gud, der – som en hemmelighed – ved korsets gåde – og stenen, der var væltet bort fra graven – har åbenbaret sig i tømrersønnen Jesus fra Nazaret.

Vi er gudskelov ikke henvist til at skulle henslæbe evigheden til et – for en inkarneret storbyrotte som Søren Ulrik Thomsen – dødsygt enkebal i provinsen; nej, vi er alle sammen indbudte til at være med i den nye verdens hovedstad – Det Ny Jerusalem.
Og alt sammen er det blevet muligt, fordi Jesus blev det hvedekorn, der gav slip – gav alt fra sig – hensygnede og gik i døden – og opstod påskemorgen, så vi kan leve ved Ham.
Måtte vi så også turde lægge vort liv i Guds hænder – i tillid til og tro på, at Gud tager hånd om os. Måtte vi magte at udleve den svære kunst: at turde give slip på os selv og vort eget – bare en gang imellem.
Amen.

Prædikener

Kirkebladet

i

Kirkegården

;

Bliv Medlem

Dåb

Konfirmation

Bryllup

Begravelse